Rygterne svirrer omkring serberen Nemanja Vidic i disse dage, og aviserne bringer den ene historie efter den anden med forlydender om, at forsvareren er klar til at pakke sine tasker og rejse sydpå til varmere himmelstrøg i Spanien. Rygterne fik ekstra næring, da Nemanja Vidic trak sig ud af Leeds-kampen kort før kickoff, hvilket både Mike Phelan og Sir Alex Ferguson udtrykte deres forundring over efter kampen.
28-årige Nemanja Vidic afviser dog, at der skulle være lig i lasten mellem ham og Ferguson.
”Hele situationen har overrasket mig meget. Ferguson sagde efter kampen, at han ikke havde fået bekræftet min tilstand med klubbens læge, men han sagde aldrig, at han ikke troede på, at jeg var skadet, eller at vi havde et skænderi. Alle i klubben ved, at jeg har et rigtig godt forhold til Ferguson. Noget andet er, at jeg er glad for at spille her. Jeg er bare skadet, og det er det,” siger Nemanja Vidic til Sportski Zurnal.
En af Nemanjas repræsentanter har tilmed stillet sig uforstående over for de konstant tilbagevendende rygter om hans klient.
”Jeg er ret overrasket over alle de rygter omkring Vidic. Så vidt jeg ved, snakker spilleren ikke med andre klubber. Når så store spillere oplever formdyk, er det meget sædvanligt med historier som disse, men jeg er overbevist om, at der ikke er noget problem,” siger Paolo Fabbri til ESPN Soccernet.
Nemanja Vidic forventes ude af weekendens Birmingham-opgør, da lægerne er kommet frem til, at han skal holde en pause på omkring 10 dage.