Du kan læse OldTrafford.dks gode råd i vores rejseguide
Carrington december 2009 – Manchester:
skrevet af Rasmus Dines.
Her er min oplevelse om mit besøg ved Carrington, Manchester Uniteds træningsanlæg i december 2009.
Vi stod tidligt op om morgenen og tog af sted mod Carrington. Det var mandag, og vi så den dag som den ideele i forhold til at kunne møde og få autografer af spillerne. Jeg havde nemlig printet OldTrafford.dk’s guide til, hvordan jeg ville få bedst mulighed for at få spillerne at møde. Det skulle være en hverdag. Tjek. Det skulle ikke være i skolernes ferie. Tjek. Vejret skulle være nogenlunde. Tjek. Og det skulle være dagen før en kamp, da stort set samtlige spillere dermed vil dukke op. Endnu engang tjek. Derfor tog vi med godt sind mod Carrington.
Da spillernes træning starter kl. 10, tog vi til Carrington allerede kl. 8. Vi ville være i god tid og vidste, at Fergie måske kunne finde på at komme tidligt. Da vi ikke havde nogen anelse om, hvordan vi skulle komme derud, besluttede vi at tage en taxa. Det tog små 10-15 minutter fra centrum af Manchester. Det kostede omkring 20£, hvilket var fint nok. Vi blev sat af ved den første port og gik så et lille stykke videre mod indgangen til Carrington, hvilket stod i guiden på OldTrafford.dk. Det skal lige siges, at træningsanlægget virkelig lå på lars tyndskidsmark, og jeg er helt sikker på, at man kun kan komme derud med bil eller taxa.
Vi stod og ventede blandt andet sammen med et par andre danskere, der også var i Manchester. Det var meget hyggeligt at snakke med dem og dele vores oplevelser fra vores tur indtil videre. Langsomt begyndte der at ske noget. Den første United-relaterede person, jeg så, var Rene Meulensteen. der kom kørende. Det måtte være et tegn på, at der snart ville komme action. Så kom Rio som den første spiller i en meget lækker bil. Han stoppede ikke, men gav ”thumbs up”, for at vi stod der i en temperatur omkring frysepunktet.
Omkring mine forventninger, så havde jeg ikke sat næsen for højt. Jeg vidste på forhånd, at spillerne havde fået forbud mod at skrive autografer på grund af autografhajer. Alligevel må jeg indrømme, at jeg ville være blevet skuffet, hvis ikke mindst en spiller havde tænkt sig at stoppe og anerkende supporterne.
Flere spillere kom kørende, men ingen stoppede. Nogle hilste, andre gjorde ikke og sådan var det. Da spillerne ankom fra to sider og nogle skulle rulle vinduet ned ved en af siderne, fik jeg dermed kontakt med et par spillere. Den eneste, der stoppede, var Michael Owen. Han var venlig til at skrive autografer, fået taget et par billeder og vi fik også sunget fødselsdagssang for ham, da han lige var fyldt 30 år. Stort. Rigtig stort. Man kunne næsten ikke fatte det, og Owen virkede rigtig sympatisk trods hans fortid. De sidste spillere kom til og ikke flere stoppede.
Vi overvejede kraftigt at gå hjem ad, da vi ikke havde fået noget at spise, og fordi vi frøs rigtig meget. Men på grund af opturen over Owen autografen, og fordi et par spillere lavede et signal om, at de ville stoppe efter træning, besluttede vi os for at blive. Stewarden, der stod og kontrollerede det hele, sagde, at træningen ville slutte omkring 12-tiden. Der var cirka to og en halv time til, men dette var en ”once in a lifetime” oplevelse, tænkte vi.
Tiden gik meget langsomt. Vi prøvede at fordrive tiden med at gå rundt om træningsanlægget og eventuelt finde et lille kighul. Men det er umuligt, siger jeg bare. Anlægget er så stort, og du kan intet se, da der er træer, buske og krat og ydermere et kæmpe hegn. Vi fik ikke engang fornemmelse af, hvor spillerne trænede.
Efter et par lange timer, begyndte der at komme action igen. En af de første spillere, der skulle hjem, var den glemte Tosic. Han stoppede og var meget venlig til at give sig tid til billeder og så videre. Derefter stoppede De Laet, Valencia og Fabio da Silva (tror vi). De var også meget venlige. Herefter fulgte en strøm af spillere. Fletcher, O’Shea, Obertan og Berbatov, som skrev autografer, mens bilen trillede, fordi O’Shea var lige bagved ham.
Den største spiller for mig, der stoppede, var Ryan Giggs. En stor legende i klubben, og en af mine yndlingsspillere. Han var simpelthen så sympatisk. Gav sig fantastisk tid til alle, svarede på spørgsmål og havde bare overskud. Han havde dagen inden også vundet BBC sportspersonlighed, men alligevel overraskede det mig, men så alligevel ikke. For Giggs har altid været en gentleman. Det var de spillere, vi fik billeder med også.
Der var også mange, der kørte forbi, og viste en utrolig arrogant attitude. Personligt har jeg det sådan, at spillerne i det mindste kan anerkende fansene. Det er trods alt os, der betaler deres løn og støtter dem overalt i verden. Jeg forventer ikke, at de skal stoppe, men et anerkendende vink, giver mere respekt hos mig end at køre videre uden så meget som at kigge op. De, der i høj grad viste dårlig attitude, var: Nani, Tom Heaton, Ben Foster, Owen Hargreaves, Anderson, Evra og Darron Gibson. De var så ligeglade og skyndte sig til at komme hjem i deres mansion formentlig.
Men alt i alt, var vi meget meget tilfredse. Langt over forventning. Da de fleste havde kørt forbi, besluttede vi at tage hjemad. Maven skreg efter forsyning. Ferguson havde vi set ankomme, men da stewarden sagde, at han ville arbejde længe, når han var ankommet sent, gad vi ikke vente længere. Men, men, men. Det var vores dag. På vej langs den lange vej udfra Carrington, kom en stor Audi kørende. Det var selvfølgelig Fergie, og han stoppede pr. automatik af sig selv og vi fik virkelig prikken over i’et og rundet en perfekt eftermiddag på Carrington af.
Nuvel var vi udmattede, men det var det hele værd. Ingen tvivl om det. Skal jeg til Manchester i en længere periode igen, vil jeg helt sikkert gøre det igen og lære af de fejltagelser jeg begik. (ingen mad, for lidt tøj). Det vil jeg også anbefale andre United-fans til at gøre, fordi det er minder for livet. Derfor håber jeg, at dette vil kunne hjælpe folk til at få samme oplevelser som mig.
Rasmus Dines