I de seneste tre opgør mod Liverpool har scouserne kunnet forlade banen som sejrherrer, men den stime blev stoppet i dag. Hjemme på Old Trafford vandt United med 2-1 og øgede sine chancer for at genvinde mesterskabet.
Det var ellers gæsterne fra Merseyside, som kom bedst fra start. De skulle nemlig ikke bruge mere end fem minutter, før deres første scoring faldt. Michael Carrick mistede bolden på egen banehalvdel, og det satte et hurtigt Liverpool-angreb i gang. Fra højre side fandt Dirk Kuyt Fernando Torres med et glimrende indlæg. Den altid farlige spanier svigtede ikke og headede udeholdet på 1-0.
United svarede hurtigt igen, da de efter 10 minutter fik tilkæmpet sig et straffespark. Javier Mascherano hev og flåede i Antonio Valencia, som faldt til jorden i feltet. Wayne Rooney gik til pletten, men José Reina diskede op med en udmærket redning. Til alt held røg bolden tilbage for Rooneys fødder, og han satte den køligt i kassen til 1-1.
Herefter faldt tempoet og intensiteten drastisk, og der skete ikke det store i resten af halvlegen.
Først et kvarter efter pausen kom næste scoring. Et glimrende indlæg fra Darren Fletcher blev sat i kassen af Park Ji-Sung. Den lille koreaner havde tidligere i kampen forsøgt sig med hovedet, men uden held. Tredje gang blev lykkens gang for Park, som med hovedet bragte United på sejrskurs.
I slutminutterne fik Liverpool sin største chance for at udligne, men missede. Torres ramte bolden helt skævt, og Yossi Benayoun fik ikke nok kraft på det efterfølgende hovedstød.
Dermed vinder Manchester United 2-1 og er et skridt nærmere mesterskabet.