Selvom Manchester United – for første gang siden Glazer overtog klubben i 2005 – har valgt at fryse billetpriserne til sommer, så jagter klubbe nye måder at rive penge ud af hænderne på supporterne.
Seneste påfund er en “Premier League Travel Club”, hvor supportere betaler 20 pund for at få lov til at søge om billet til klubbens udekampe i Premier League.
Idéen, som vil blive præsenteret på et møde i morgen, møder ikke overraskende modstand fra klubbens fans.
United-supporternes “fagforening” IMUSA vurderer at op imod 50.000 fans vil kunne blive nødt til at melde sig ind, hvis de vil følge Fergusons drenge på udebane.
De kalder idéen for et nyt kynisk forsøg fra Glazer-familien på at tjene tabte penge hjem.
“Supporterne vil jo skulle betale 20 pund for hvad der svarer til en chance på 1 til 50.000 for at få lov til at købe en billet,” siger IMUSAs talsmand Mark Longden.
“Det er endnu en omkostning for supportere. Det ligner et nyt kynisk forsøg fra Glazer-familien for at få tabte penge hjem fra de tab på sæsonkort-salget,” fortsætter Longden til The Guardian.
Vil blive taget op i morgen
Manchester United siger til avisen, at forslaget ikke er endeligt, men vil blive præsenteret i det såkaldete fans forum i morgen.
Fans forum er et forum, hvor ledelsen mødes med supporterne for at diskutere områder som billetpriser.
Ligesom MUST, så var IMUSA tidligere garanteret en plads i Fans forum. Men begge organisationer blev smidt ud, da Glazer-familien i 2005 opkøbte klubben.
Siden da har åbenheden i fans forum været ikke-eksisterede.