Nani fortrøstningsfuld trods skuffelse

Den 23-årige portugiser har efter et par turbulente sæsoner i Manchester United endelig slået sit navn fast, hvilket han atter beviste med en flot…

Den 23-årige portugiser har efter et par turbulente sæsoner i Manchester United endelig slået sit navn fast, hvilket han atter beviste med en flot præstation i sæsonens sidste kamp mod Stoke på Old Trafford.

Men til trods for, at Luis Nani kan glæde sig over en personlig optur, lægger han ikke skjul på, at afgivelsen af mesterskabet til Chelsea gør ondt.

”Vi er skuffede. Vi var så tæt på. Vi havde masser af chancer i løbet af sæsonen, men vi greb dem ikke. Vi tabte til Chelsea på hjemmebane, og det var reelt kampen, der afgjorde mesterskabet,” lyder det reflekterende fra Nani overfor MUTV, før han fortsætter.

”Vi håbede, at resultaterne ville flaske sig for os i dag (søndag, red.), hvilket de ikke gjorde. Chelsea har gjort det fremragende i år, og vi var 90 % sikre på, at de ville slå Wigan. Da Stokes fans begyndte at juble, vidste vi, hvad der foregik,” fortsætter Nani, der dog er fortrøstningsfuld forud for næste sæson.

”Vi skal stadig være optimistiske i næste sæson. Næste år vil blive fantastisk, for der vil vi arbejde stenhårdt og vise, at vi har klassen. Vi gjorde det godt i år, og det var tæt mellem os og Chelsea.(..) United er en stor klub med en stærk mentalitet. Vi vandt ikke mesterskabet i år, men det gør vi næste gang,” slutter den tidligere Sporting Lissabon-spiller.

Næste opgave for Luis Nani bliver VM i Sydafrika, hvor han med resten af det portugisiske landshold står overfor Brasilien, Elfenbenskysten og Nordkorea i gruppe G.

Forrige artikel

Storsejr ikke nok for United

Næste artikel

Hargreaves nærmer sig VM

ANNONCE