Det er ingen hemmelighed, at Wayne Rooney oplever en kæmpemæssig scoringskrise i øjeblikket. Rooney var Englands store håb til VM, men sager uden for banen stjal opmærksomhed, og det kunne angriberen ikke underminere i kampene. For Manchester United har Wazza ikke scoret i åbent spil siden marts, men ifølge landsmand Rio Ferdinand, så er det kun et spørgsmål om tid før den rigtige Rooney vender tilbage.
Siden sit comeback som indskifter i Wigan-kampen i sidste måned, har Wayne Rooney spillet tre kampe fuld tid. Først imod Rangers, hvor han blev matchvinder på et straffespark, og så mod Blackburn og Valencia. Han har set skarpere ud for hver kamp, og Ferdinand tror og håber på, at det vil kulminere mod Arsenal i aften.
”Alle kender til historierne om Rooney, men han er kommet tilbage, og han ser fit og skarp ud. Det er kun et spørgsmål om tid før han får scoret, og dermed får gang i en af de stimer, hvor han scorer masser af mål,” siger Rio Ferdinand til Daily Express.
Wayne Rooney har en god statistik mod netop Arsenal. Han scorede sit første Premier League-mål mod Arsenal for Everton, sit første Premier League-mål for United, og sit Premier League-mål nr. 100 mod Arsenal. Han scorede tilmed i begge indbyrdes opgør i sidste sæson.