Skotske Darren Fletcher har i en årrække været en af Manchester Uniteds bærende kræfter i maskinrummet på midtbanen. Det fik Arsene Wenger og Arsenal at føle, da skotten pillede glansen af Arsenals kunstnere sidste år, og hjalp sit mandskab til en hjemmesejr.
Arsene Wenger udtalte efterfølgende til medierne, at Darren Fletcher, som var en af kampens helt store profiler, spillede svinsk og burde straffes for det oftere.
Det mener Darren Fletcher dog slet ikke er tilfældet.
”Ting bliver sagt i kampens hede, og jeg vil helst ikke lægge for meget i det. Jeg synes ikke, jeg spiller svinsk – jeg ved, at jeg ikke spiller svinsk. Jeg går efter bolden, og nogle gange laver du fejl i det henseende, men det er jo ikke for at være ondskabsfuld. Det er en del af det britiske spil. Dommerne her bruger deres sunde fornuft, og de ved hvornår spillere er ude efter at skade folk, og hvornår de er ude efter at vinde bolden,” siger Darren Fletcher, der højst sandsynligt igen i aften vil være en torn i øjet for Arsene Wenger og hans drenge.