Manchester United startede med Wayne Rooney alene på toppen som var det en udekamp i knockout-fasen af Champions League, men ikke destro mindre var der “bare” tale om et ligaopgør mod Arsenal.
Sir Alex Ferguson viste dermed den respekt som Arsene Wenger efterlyste med en lidt mere tilbagetrukken startopstilling, som afventede hvad gæsterne kom med – hvilket var mildest talt minimalt.
Manchester United var nemlig spilstyrende, og havde kontrol over spillets gang.
Nani var tæt på at krone spilovertaget med en scoring efter 20 minutters spil, men kantspillerens halvflugter susede lige forbi stolpen.
Der skulle gå længe før næste nævneværdige chance udspillede sig, men tilgengæld indeholdte den en målgivende afslutning. Nani brød igennem på kanten, skar ind i banen og prøvede sig med venstrebenet. Bolden reflekterede via Clichy indover til Ji-Sung Park, der reagerede lynhurtigt, og headede bolden ind til 1-0.
Dermed kunne Manchester United gå til pause med en fortjent føring, og der skulle andre boller på suppen fra gæsterne, hvis de ville lege med.
Det var imidlertid igen United som kom frem til en chance ved anden halvlegs start, da Rooney og Anderson kombinerede sig igennem til en mulighed til sidstnævnte. Arsenals PIG fik dog reddet.
Så var det langt om længe Arsenals tur til at bide fra sig, og det skete da van der Sar ikke kunne holde en afslutning udefra. Chamakh kom først på riposten, men kaptajn Vidic nåede tilbage og fik reddet i sidste øjeblik.
Efter en times spil skulle Nani have øget føringen, men portugiseren sparkede håbløst over mål, da han havde tilkæmpet sig en ellers åben mulighed.
Nani gjorde dog den mindre skade god igen, da han fremtvang et straffespark halvvejs inde i anden halvleg. Clichy gled og standsede bolden med hånden, hvorfor Howard Webb måtte pege på pletten.
Herfra fik Rooney muligheden, men denne bankede den over kassen, og tillod et kvarters nervepirrende slutminutter.
Arsenal magtede dog ikke at spille op til deres sædvanlige niveau, og derfor var det en smal sag for Manchester United at køre sejren sikkert i hus.
Med de tre vigtige point er Manchester United på førstepladsen af Premier League med to point ned til Arsenal og City, plus en kamp til overs.