Den tidligere OB”er Anders Lindegaard får tidligst debut i Manchester United på søndag.
Ifølge B.T. har det engelske fodboldforbund, FA, på grund af juleferien ikke fået behandlet Lindegaards sag endnu. Derfor er han tidligst spilleberettiget til FA Cup-kampen mod Liverpool søndag – og altså ikke mod Stoke i morgen.
“Der er ikke noget dramatisk i det. Det har hele tiden været planen, at han først skulle have været spilleberettiget omkring den 7. januar,” siger en kilde, der angiveligt er tæt på klubben, til B.T.
Det er dog langt fra sikkert, at Sir Alex Ferguson vælger at kaste sin nye målmand for løverne mod Liverpool. Det bliver formentlig 40-årige Edwin van der Sar, der får lov at starte den kamp.