Qatar prøver igen

Qatars kongefamilie er ifølge Daily Mail klar med endnu et bud på Manchester United. En kilde tæt på den royale familie siger ifølge avisen, at Qatar…

Qatars kongefamilie er ifølge Daily Mail klar med endnu et bud på Manchester United.

En kilde tæt på den royale familie siger ifølge avisen, at Qatar Holdings for nyligt har fået et bud på over en milliard pund afvist af Glazer. Nu prøver de så igen – denne gang med et bud på 1,5 milliarder pund.

Daily Mail mener at vide, at Glazer-familien ikke vil sælge for mindre end 1,8 milliarder.

Et nyt aspekt i Qatar-interessen er, at Manchester United kan ende som en del af en rivalisering. Avisen mener at vide, at det ikke kun er i forretningsøjemed, den royale familie bag Qatar Holdings finder klubben interessant. Al Thani-familien er også motiveret af rivaliseringen med Abu Dhabis kongefamilie – der som bekendt ejer Manchester City.

Oliemilliarderne fra Abu Dhabi-gruppen har transformeret Manchester City til en mesterskabskandidat, og Daily Mail spekulerer i, at et opkøb af Manchester United kan være en måde for Qatar Holdings at slå rivalerne.

Manchester kan derfor ende som skueplads for en direkte dyst mellem to mellemøstlige familier.

Det nye bud – hvis det altså findes – kommer netop, som Manchester United gør klar til at fremlægge regnskabet for de sidste tre måneder af 2010. Det sker på fredag. I den forbindelse er det ifølge Daily Mail ventet, at Glazer-familien kommer med en skriftlig udtalelse omkring, at de fortsat agter at eje Manchester United.

Forrige artikel

Marseille-træner: United er favoritter

Næste artikel

UEFA kigger nærmere på Marseille - United

ANNONCE