Glasgow Rangers” stjerneangriber Nikica Jelavic er angiveligt i søgelyset hos Manchester United. Det fortæller Jelavic selv.
Jevalic har scoret hele 18 mål for Rangers, siden han kom tilbage fra en skade i januar. Det skulle altså have vakt interesse hos “De Røde Djævle,” der ifølge angriberen selv skulle være klar med et bud.
“Jeg ved, United er interesseret. Min agent er i kontakt med klubben, men mere ved jeg ikke,” siger kroatiske Jelavic til skotske Daily Record.
Selvom Nikica Jelavic, der er fast mand på det kroatiske landshold, har scoret mange mål for Rangers, virker det usandsynligt, at Manchester United gør klar til at hente en ny angriber, når klubben allerede har Wayne Rooney, Dimitar Berbatov og Javier “Chicharito” Hernandez.
Interessen skulle dog ifølge Jelavic selv være så kraftig, at der allerede er blevet diskuteret pris:
“Min agent har nævnt, at prisen ligger omkring 13 millioner pund, og eftersom jeg kom til Rangers for fire millioner, vil klubben tjene helt godt på et salg,” siger Jelavic.
Skal Jelavic være ny mand i angrebet hos United? Kom med din mening her på vores forum.