Wenger: Ingen nye bud på RVP

Arsene Wenger er ved at være godt træt at spekulationen om hans kaptajn, Robin van Persie, og han insisterer på, at der ikke er noget nyt i sagen.

Robin van Persie er ikke tættere på at sikre sig en vej væk fra Emirates, hvis man skal tro spillerens træner Arsene Wenger. Hverken Manchester United eller Manchester City har nemlig fuldt op på deres indledende bud, som begge blev afvist prompte.

Derfor gjorde diverse medier Juventus til favoritter i jagten på hollænderen, der scorede 37 mål i alle turneringer sidste år, men heller ikke de har gjort mere i sagen. Sidste forlydender fra Italien går endda på, at Juve har droppet deres interesse idet Arsenal forlanger for meget.

Arsene Wenger tror fortsat på, at han kan overbevise sit stærkeste kort til at blive, men skulle det ikke kunne lade sig gøre, så skal en mulig bejler punge op med hele 20 millioner engelske pund, selvom angriberen kun har 12 måneder tilbage af sin kontrakt. En kontrakt som han allerede har gjort klart, at han ikke vil forlænge, hvorfor Arsenal kan stå med en lang næse til januar, hvor han kan forhandle gratis med andre klubber.

– Hvis jeg skal være ærlig, så har Robin van Persie-sagaen ikke bekymret mig ret meget. Vi har ingen bud på bordet, så han er vores. Det er alt. Vi har intet nyt hørt fra City eller United. Det har jeg sagt mange gange, og nu gider jeg ikke bruge mere tid på det. Vi må forberede os på den nye sæson. Det handler om mere end én spiller, siger Arsene Wenger ifølge Sky Sports.

Forrige artikel

Schmeichel bliver ambassadør

Næste artikel

Rafaels VM-drøm

ANNONCE