Ruud van Nistelrooy havde ikke den bedste afsked med Sir Alex Ferguson tilbage i 2006, da et skænderi blandt andet var skyld i, at hollænderen blev skippet videre til Real Madrid. For nyligt proklamerede angriberen, at han ville sige undskyld til sin tidligere manager, men de havde ikke stået ansigt til ansigt før fremførelsen af Sir Alex Ferguson-statuen forleden.
– Det er dejligt at være tilbage. Specielt idet vi er her for at hylde Ferguson, som fortjener al den anerkendelse, han får. Jeg havde fem fantastiske år her, så jeg vil vise min respekt. Jeg er meget taknemmelig, for de chancer Sir Alex gav mig. Selvfølgelig tog jeg er ærgerlig afsked med klubben, men i al sin helhed ser jeg tilbage på en stor tid her og med den dybeste respekt for manageren, siger Ruud van Nistelrooy til Manutd.com.
Bossen er en vinder
Også Manchester Uniteds skadede kaptajn, Nemanja Vidic, var mødt op for at anerkende managerens glorværdige trænerkarriere. Serberen føler sig privilegeret over at have arbejdet under skotten.
– Han er et eksempel for alle trænere, og det er fantastisk at arbejde sammen med ham. Han lærer dig noget nyt hver eneste dag – jeg har lært så meget af ham, ikke kun på banen men også om livet generelt. Han giver alle spillere selvtillid og troen på, at de kan blive bedre. Jeg synes, det er en af hans største styrker. Han tror på os, han stoler på os, og jeg er virkelig glad for, at jeg snart har arbejdet i syv år med ham. Han er en vinder, siger Nemanja Vidic til MUTV.
Se Cathy Ferguson afsløre statuen af hendes ægtemand på Old Trafford her.