“We will not forget!”
Sir Alex Fergusons ord fra maj måned sidste år gav genlyd her til aften på Old Trafford, da Manchester United slog Sunderland med 3-1.
Fergusons ord kom efter at Sunderlands fans håneligt jublede over at Manchester United i sidste spillerunde på Stadium of the light måtte se mesterskabet gå til Manchester City.
Derfor var det også et sultent Manchester United-mandskab, som tog imod gæsterne i aftes og det kunne Sunderlands manager Martin O’Neill mærke.
– At komme til Old Trafford kan nogle gange være skræmmende, og jeg synes vi gav deres virkelig gode hold lidt for meget respekt tidligt i kampen, lød det fra O’Neill til Sunderlands hjemmeside efter kampen.
Manchester United kom hurtigt i front med 2-0 efter bare 20 minutter.
– Deres første mål var en fejl fra vores side, som vi måske skulle have håndteret noget bedre. På det tidspunkt kunne det have gået grueligt galt, vurdede O’Neill på Robin van Persies mål, som skete efter at Sunderland-anfører John O’Shea ikke fik ekspederet bolden ordentligt væk.
Han var dog ganske tilfreds med sit holds indsats i anden halvleg, hvor de flere gange var tæt på at reducere yderligere.