Wayne Rooney pådrog sig en mindre knæskade på juledag, og det viser sig, at den vil holde ham ude lidt længere end først antaget, beretter Sir Alex Ferguson.
– Wayne er stadig skadet. Det er ikke så seriøst, men det vil tage længere tid, end vi troede. Nok omkring to uger endnu. Han når ikke at blive klar til Liverpool, siger Manchester United-bossen.
– Han har fået et irriterende slag på knæet, og han kan fortsat mærke det. Forhåbentlig vil et par ugers genoptræning rette op på det hurtigt. Det er klart et tab for os, for vi kommer til at mangle ham i nogle vigtige kampe.
Gode nyheder på skadesfronten
Den 71-årige skotte havde dog også gode nyheder at berette om. Darren Fletcher og Nani er på vej tilbage.
– Han (Nani, red.) startede med normal træning i dag, hvilket er godt for os. Banerne har været dårlige for Darren i denne juletid – specielt Old Trafford har været skidt. Vi har spillet i seks gode år på banen, som den er nu, men i løbet af sommeren bliver vi nødt til at ændre på den.
Darren Fletcher og Nani burde altså være i betragtning til de 11 udvalgte til ærkerivalopgøret mod Liverpool den 13. januar.