Fergie: Vigtigt at slå Liverpool

Der lød store roser fra Sir Alex Ferguson, efter Manchester United for anden gang i sæsonen slog Liverpool.

Søndag tog Manchester United endnu en Premier League-sejr, da Liverpool blev sendt hjem fra Old Trafford med et nederlag på 2-1 i bagagen. 

– I det store hele var det en medrivende kamp, som vi forventer det af Manchester United mod Liverpool-kampe, sagde Sir Alex Ferguson til MUTV efter kampen.

– Den var fuld af følelser og intensitet, så det er skønt at vinde. Det var en fantastisk præstation i første halvleg, og vi spillede også godt langt hen ad vejen. Det blev til hårdt arbejde, da de scorede, og for at være ærlig er jeg bare glad for, at vi vandt kampen, sagde han.

Vigtige point
Selvom Liverpool i øjeblikket er placeret midt i tabellen i det engelske, så anser Sir Alex Ferguson det stadig som vigtigt, at Manchester United får tanket point i de indbyrdes kampe mod lokalrivalen.

– Det er vigtigt at vinde. Det er ligemeget, hvilken position vi er på i ligaen, siger Sir Alex Ferguson.

– Jeg har sagt det mange gange, der er en fantastisk kamp mellem de to mest succesfulde hold i landet. Jeg tror, at de tre point i dag er meget, meget vigtige.

Sir Alex Ferguson sendte i samme ombæring ros af sted mod nogle af kampens store profiler. Robin van Persie og Danny Welbeck får rosende ord med for det hårde arbejde, mens Ferguson mener, at Shinji Kagawa blev snydt for straffespark i en situation, hvor han bliver skubbet ind i Pepe Reina i første halvleg. 

Usikker defensiv
Til gengæld satte det reducerende mål gang i Liverpool, og det fik udstillet Manchester United-forsvaret i flere situationer. Ferguson langer ud efter situationen, hvor Liverpools Daniel Sturridge fik lov til at score.

– For mig at se så vi lidt bløde ud der. Endnu en gang oplever vi, at målmanden parerer en bold ud, og der er ingen klar til at følge op på riposten, siger Ferguson.

– Det løftede Liverpool, og vores forsvarsspil var en smule uregelmæssigt og til tider desperat. Men det lykkedes os at komme igennem det. Der var en periode på tre-fire minutter, hvor vi smed spillere ind i boksen, og vi var nødt til at forsvare meget godt.

– Men vi kom igennem det, og sådan er det med de store kampe. Indimellem er man nødt til at forsvare. Det var i dag (søndag, red.) et eksempel på, siger Sir Alex Ferguson.

Forrige artikel

Højdepunkter: Manchester United 2-1 Liverpool

Næste artikel

Tvivl om skadet duo

ANNONCE