Manchester Uniteds sejr over Liverpool blev delvist ødelagt, da først Ashley Young og senere Nemanja Vidic måtte forlade banen med skader.
Dagen derpå er det begrænset med oplysninger fra det engelske førerhold, men ifølge The Guardian måtte begge spillere udgå med knæproblemer.
Ashley Young blev allerede skiftet ud i pausen efter et hårdt sammenstød med Daniel Agger. Young forlod senere Old Trafford på krykker.
Nemanja Vidic blev erstattet af Chris Smalling med omkring ti minutter tilbage af kampen efter at være kommet til skade i en luftduel, hvor han også slog sit hoved.
Vidic er netop vendt tilbage fra en alvorlig knæskade, der holdt ham ude i det meste af sidste sæson.