Optakt: Manchester United – Real Madrid

Det er endelig blevet tid til kampen, som vi alle har ventet på, når Old Trafford tirsdag aften danner rammerne for returopgøret i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Real Madrid kommer til Manchester for første gang i ti år. Cristiano Ronaldos hjemkomst. Sir Alex Ferguson mod Jose Mourinho. Ryan Giggs’ kamp nummer 1000.

Der er overskrifter nok at tage af, når det er blevet tid til returopgøret i ottendedelsfinalerne mellem Manchester United og Real Madrid.

Den første kamp endte 1-1. Danny Welbeck bragte United foran, inden Cristiano Ronaldo bragte balance i regnskabet, og dermed er alt stadig åbent.

Real tager til England med masser af selvtillid, efter de på blot en uge, har vundet hele to ”El Classico”-kampe. Først vandt de regerende spanske mestre 3-1 på Camp Nou, før de hjemme på Bernabeu sejrede 2-1 over FC Barcelona.

Madrid-spillerne kommer altså med en masse vind i ryggen, og de er ifølge diverse bookmakere også favoritter til at vinde tirsdagens kamp på Old Trafford.

Heldigvis går Manchester United også ind til kampen i fin form. I lørdags besejrede Fergies tropper Norwich City hele 4-0, og holdet er nu gået ubesejret igennem deres senste 18 kampe i alle turneringer.

Der er tårnhøje forventninger til morgendagens kamp. “De røde djævle” vil håbe på, at hjemmebanen kan være med til at gøre forskellen for dem efter deres fine resultat på Bernabeu. 

Real Madrid vil sandsynligvis satse på, at United kommer til at være mere spilstyrende på Old Trafford, end de var på udebane, hvilket kan åbne op for den spanske klubs farligste våben: Kontraspillet. 

Om Sir Alex Ferguson eller Jose Mourinho vil trække sig sejrrigt ud af opgøret vil tiden vise, men der er ihvertfald blevet lagt godt i kakkelovnen til et brag af en fodboldkamp. 

Skader
Phil Jones er ude, Paul Scholes og Rio Ferdinand er en smule tvivlsomme til kampen mod Real Madrid.

Jones beskadigede sin ankel i FA Cup-kampen mod Reading og har siden da siddet udenfor. Efter hans gode præstation på Bernabeu for tre uger siden, har mange krydset fingre for, at den unge englænder ville blive klar til returen.

Ved dagens åbne træning deltog Phil Jones dog IKKE, og for kort tid siden meldte Sir Alex Ferguson ham definitivt ude af kampen tirsdag aften.

Scholes har været ude med nogle knæproblemer i et stykke tid og forventes ikke at få en rolle mod Real.

Ferdinand er den mindst tvivlsomme af de tre. Forsvarsspilleren har døjet med noget sygdom, men var med i dagens træning, hvorfor det også er sandsynligt, at han er klar til at spille kamp.

Real Madrid har atter Iker Casillas med i truppen, men det er ikke forventet, at den spanske landsholdskeeper kommer i kamp.

Ser man bort fra Casillas, er alle Mourinhos tropper klar, og de kan sågar glæde sig over, at Alvaro Arbeloa, Sami Khedira, Angel Di Maria, Mesut Ozil og Cristiano Ronaldo alle blev sparret lidt i weekendens kamp.

Dommer
Cuneyt Cakir kommer til at styre slagets gang tirsdag aften.

Den 36-årige tyrker har dømt internationale fodboldkampe for FIFA siden 2006 og har blandt andet en Champions League-semifinale på sit CV.

Mulige startopstillinger

Manchester United
De Gea
Rafael – Ferdinand – Evans – Evra
Carrick – Cleverley
Welbeck – Rooney – Giggs
Van Persie

Real Madrid
Lopez
Arbeloa – Varane – Ramos – Coentrao
Khedira – Alonso
Di Maria – Ozil – Ronaldo
Benzema

Hold øje med:
Manges øjne kommer til at hvile på Cristiano Ronaldo, når han for første gang siden skiftet i 2009 betræder Old Traffords grønsvær. Portugiseren beviste sine kvaliteter i det første opgør for tre uger siden, da han med et fantastisk timet hovedstød stod han for den spanske klubs eneste scoring.

Det virker som om, Ronaldo rammer topformen på det værst tænkelige tidspunkt for Manchester United. I tirsdags scorede den 28-årige offensivspiller to mål på Camp Nou, og i lørdags formåede han, på de 30 minutter han fik mod Barcelona, at få affyret flere skud af sted mod mål, end Lionel Messi og co. gjorde i hele kampen tilsammen.

Ronaldo kommer uden tvivl til at få en fantastisk modtagelse af sit gamle hjemmebanepublikum på Old Trafford, og man kan håbe, at følelserne kommer til at påvirke hans præstation. Noget som blandt andet Patrice Evra har været inde på.

Èn ting er sikkert: Cristiano Ronaldo er en mand, der skal holdes øje med.

Skribentens bud på kampens udfald
Jeg tror, kampen kommer til at leve op til alle forventningerne, og jeg tror, Manchester United vil være at finde i bowlen, når der skal trækkes lod til kvartfinalerne. Hjemmeholdet vinder 3-2.

Vidste du at…

– Manchester United har kun én gang i historien gået videre i en europæisk turnering ved hjælp af reglen om udebanemål. Det skete mod det tjekkiske hold Durka Prag tilbage i     1983/84-sæsonen.

– Sir Alex Ferguson har kun vundet to af hans 15 indbyrdes kampe med Jose Mourinho.

– Til gengæld har Jose Mourinho aldrig formået at vinde en Champions League-kamp på Old Trafford. 1-1 med FC Porto i 2004 og et 2-0-nederlag med Inter i 2009.

– Under Jose Mourinhos ledelse har Real Madrid scoret i samtlige af deres udebanekampe i Champions League. (15 kampe.)

– Manchester United har kun holdt clean sheet i to af deres seneste ti hjemmebanekampe i Champions League.

– United har fem gange tidligere spillet 1-1 på udebane i europæisk sammenhæng, og alle fem gange har de sikret videre avancement på hjemmebane i returopgøret.

Husker du?
Sidst Real Madrid besøgte Old Trafford? Det var tilbage i 2003, og selvom ”de røde djævle” vandt opgøret 4-3, gik Real alligevel videre, da de havde vundet det første opgør 3-1 på Bernabeu.

Den underholdende kamp indeholdte blandt andet et Ronaldo-hattrick og en frisparksscoring af David Beckham, og betegnes af nogle som den ”bedste Champions League-kamp nogensinde”.

Statistik

Seneste kampe
Indbyrdes
13/02-2013 Real Madrid 1-1 United (CL)
23/04-2003 United 4-3 Real Madrid (CL)
08/04-2003 Real Madrid 3-1 United (CL)
19/04-2000 United 2-3 Real Madrid (CL)
04/04-2000 Real Madrid 0-0 United (CL)

Manchester United
02/03-2013 United 4-0 Norwich (PL)
23/02-2013 QPR 0-2 United (PL)
18/02-2013 United 2-1 Reading (FAC)
13/02-2013 Real Madrid 1-1 United (CL)
10/02-2013 United 2-0 Everton (PL)

Real Madrid
02/03-2013 Real Madrid 2-1 Barcelona (La Liga)
26/02-2013 Barcelona 1-3 Real Madrid (Copa del Rey)
23/02-2013 Deportivo 1-2 Real Madrid (La Liga)
17/02-2013 Real Madrid 2-0 Rayo Vallecano (La Liga)
13/02-2013 Real Madrid 1-1 United (CL)

Historie
Kampe: 9
United-sejre: 2
Real Madrid-sejre: 3
Uafgjorte: 4

Odds
United: 2,90
Uafgjort: 3,54
Real Madrid: 2,36

Tv
TV3+
Viaplay

Forrige artikel

Ferguson foretrækker storkampe

Næste artikel

Stadig pladser på holdkortet

ANNONCE