Phil Neville forlod Manchester United i 2005 og tog det noget kontroversielle skifte til Liverpool-klubben Everton, hvor han siden blev kaptajn.
Karrieren på Goodison Park lakker dog mod enden. Phil Neville meddelte tirsdag formiddag at han forlader klubben efter denne sæson.
– Det har været en ære at spille og være kaptajn for Everton FC. Jeg har fuldt ud nydt min tid på Merseyside og vil forlade klubben med stor stolthed, siger Phil Neville i sin udtalelse.
Han vil nu bruge sommeren på at overveje karrierens næste skridt, men han udelukker foreløbig at lægge støvlerne på hylden.
Phil Neville nåede over 260 kampe for Manchester United indtil han i 2005 forlod United til fordel for Everton, som han foreløbig har optrådt 303 gange for.
Udover sin spillerkarriere, så er han også tilknyttet det engelske U-21 landshold som træner.