Der gik ikke længe på dagens pressemøde, før det uundgåelige spørgsmål om Wayne Rooneys fremtid blev bragt på banen af de fremmødte journalister. Den 50-årige skotte kunne som forventet afsløre, at Rooneys fremtid forbliver i United.
– Wayne vil ikke blive solgt af Manchester United. Han er en Manchester United-spiller og vil forblive en Manchester United-spiller, siger David Moyes til sit pressemøde fredag eftermiddag.
– Jeg kan se et glimt i hans øjne. Han ser glad ud. Han træner rigtigt godt, og jeg ser frem til at arbejde med ham. Han er en fantastisk spiller, siger David Moyes, der tidligere har arbejdet med Rooney i Everton.
Er Rooney tilfreds?
David Moyes kom ikke nærmere ind på, om Rooney selv havde anmodet om en transfer, som Ferguson udtalte i april måned. I stedet sagde Moyes, at Fergie og Rooney havde haft en privat samtale, som han ikke var en del af.
Dermed er det stadig uklart, om den 27-årige englænder er lykkelig i United, eller om han er nødsaget til at blive i klubben på grund af hans kontrakt, der binder ham til klubben indtil 2015.
OldTrafford.dk opdaterer i løbet af dagen fra dagens pressemøde