Moyes spurgte om Scholes ville blive

Da Manchester Uniteds netop tiltrådte manager, David Moyes, var på udkig efter trænere, spurgte skotten også den forhenværende Manchester United-spiller Paul Scholes, der trak sig tilbage efter 2012/2013-sæonen.

Her til eftermiddag holdt David Moyes sit første pressemøde for Manchester United nogensinde, og de engelske journalister var vanen tro nysgerrige. Da emnet faldt på to af David Moyes’ nye trænere, Ryan Giggs og Phil Neville, afslørede Moyes, at han også havde spurgt Paul Scholes, om han ville være en del af skottens træner-team.

– Jeg ville være sikker på, at jeg havde forbindelser til nogen, der vidste, hvordan tingene var blevet gjort før i tiden, sagde Moyes på det netop overståede pressemøde.

– Jeg talte også med Paul Scholes (i forhold til at blive træner, red.), men han følte, at han gerne ville bruge noget tid sammen med sin familie. Jeg talte en time i telefon sammen med Scholes, og der vil være en plads til at hente ham tilbage i Manchester United, når han er klar til det.

Ryan Giggs var den rette

David Moyes havde på pressemødet store roser til Ryan Giggs, som skotten har valgt til sit team af trænere. Ryan Giggs har været på træneruddannelse henover denne sommer, og Moyes mener, at Giggs og Phil Neville bliver et godt par at få i stalden.

– Jeg følte, at Ryan Giggs var den retet person, og han har været fantastisk. Han har været på sit pro-licens-kursus hos UEFA, og han er i udvikling. Og at sætte ham sammen med Phil Neville er fantastisk, sagde David Moyes.

Forrige artikel

Moyes: Ferguson overrumplede mig

Næste artikel

Håber på fansenes støtte

ANNONCE