Han har sagt det før, og nu siger han det igen. Wayne Rooney er ikke til salg, slår David Moyes fast.
Selvom Chelsea har afgivet et officielt bud på englænderen, og spekulationerne omkring hans fremtid fortsætter, har Moyes og Manchester United altså ikke tænkt sig at sælge.
– Vi har sagt, og klubben har sagt, at han ikke er til salg. Det har ikke forandret sig, sagde Moyes ifølge Sky Sports efter dagens nederlag i Japan.
Rooney er lige nu i hjemme i England for at blive behandlet for en forstrækning, mens resten af holdet turnerer den anden side af jordkloden i forberedelserne på den kommende sæson.
Moyes regner dog med, at 27-årige Rooney snart er klar til at støde til resten af truppen.
– Jeg forventer, at Wayne er i Stockholm. Så vidt jeg ved, kommer han, siger Moyes med henvisning til træningskampen i den svenske hovedstad 6. august.
– Han er begyndt på let jogging, og meldingerne fra fysioterapeuterne er, at det går fremad, så forhåbentlig holder de datoer stadig, når vi kommer tilbage.