Rio afskriver Spurs og Arsenal

Ferdinand regner med, at mesterskabet i denne sæson skal afgøres mellem United, City og Chelsea.

Det er ved at være nogle år siden Arsenal sidst kunne løfte et trofæ. Altså hvis vi ser bort fra hvad man hos the Gunners selv mener er en stor titel i form af Emirates Cup, som de afholder hver sommer.

Arsenals rivaler i det nordlige London, Tottenham, har heller ikke oplevet succes i form af et mesterskab i mange år. Ikke siden 1961 har Spurs vundet titlen, og ikke siden 2008 har der været et trofæ at fejre på White Hart Lane.

Og skal man tro Rio Ferdinand, vil ingen af de to London-klubber for alvor være med i mesterskabskampen i den kommende sæson. Det var i hvert fald hans svar, da han i Japan fik spørgsmålet om hvem der er rivalerne i toppen af Premier League.

– Chelsea og City, jeg kan ikke se andre udfordre os om titlen. Tottenham og Arsenal kan måske presse på, men jeg kan ikke se nogle hold bryde ind i top 3.

– Chelsea med Mourinho kan gå begge veje. Presset af Mourinho kan måske være for tungt for nogle af spillerne, men han kan få dem på bedre kurs end sidste sæson, udtaler Ferdinand.
 

Forrige artikel

Moyes beskyldes for at være gammeldags

Næste artikel

City: Vi har det stærkeste angreb

ANNONCE