Manchester Uniteds portugisiske kantspiller er blevet sendt alle mulige steder hen af rygtesmedene denne sommer, men selv er Nani bare indstillet på den opgave, der ligger for fødderne af de engelske mestre.
– Jeg håber, at vi vinder ligaen igen, og at jeg personligt kan være på mit bedste og score en masse mål. Jeg skal bare ramme formen, så skal alting nok komme, siger Nani til MUTV.
Nani har været garant for mål i de sidste par sæsoner, men i sidste sæson blev det kun til fire mål fra den flamboyante fløj, der gik igennem lange perioder med skader. Disse skader holdt ham også ude af Asien-turen, men nu er han tilbage, og klar til at arbejde for sin plads i førsteholdstruppen.
– Det er rart at være tilbage og træne med holdkammeraterne igen. Det er rart at mærke græsset igen, atmosfæren i klubben og arbejdspresset, der ligger forud for sæsonstarten. Jeg har spillet to testkampe, og jeg føler, at jeg er godt på vej. Der er stadig arbejde, der skal gøres, men om en uge eller deromkring vil jeg være tilbage på mit bedste.