United fortsætter den gode stime, og er nu oppe på fire sejre i træk. Det lykkedes dog ikke at holde nullet for fjerde kamp i træk, det kan Davide de Gea og co i forsvaret takke Büttner for, da han kort før tid stod og sov så off-siden blev ophævet.
Dagens gæster fra West Ham blev i perioder spillet ud af banen, og det var til tider et United-hold der spillede rigtig fin og underholdende offensiv fodbold. Bedre set end længe fra United.
Efter knap et minuts spil var United tæt på at score første gang, men en fantastisk redning af West Ham-keeperen holdt bolden ude, og forhindrede Tom Cleverley i at score for anden gang i træk.
Det lykkedes dog for Danny Welbeck at fortsætte hans gode stime i ligaen, og score for anden ligakamp i træk. Sidste uge blev det til to mål i Villa, i dag blot et enkelt mod West Ham.
Flot mål af angriberen, der dog desværre udgik med en skade i anden halvleg. Forhåbentlig ikke noget seriøst, da der er brug for Welbeck i julens hektiske program.
United fik også gjort det til 2-0 inden pausen, da Welbeck og Januzaj spillede flot bandespil, og belgieren kunne efter en smart sparkefinte sende bolden i nettet. Januzaj spillede en god kamp, og var med i flere gode offensive ting i dag.
Januzaj blev i anden halvleg erstattet af Ashley Young, som med et mål i onsdags mod Stoke i Capital One Cuppen fik lidt selvtillid, efter et år uden mål. Og kantspilleren skulle blot bruge et par minutter på banen før han bragede bolden op i krogen.
Fremragende mål af Young, der virker til at have fundet lidt form og selvtillid på et godt tidspunkt af sæsonen.
United kunne have scoret flere gange, men Valencia og flere andre misbrugte de ellers gode muligheder. Generelt var der mere tempo og bevægelse i Uniteds offensiv i dag, og det kan forhåbentlig tages med de næste uger.
Kort før tid scorede gæsterne altså efter et mål, som Büttner må tage skraldet for. Hollænderen var lige gået på banen, men så stadig lidt for meget fodbold i stedet for at spille selv.
Gæsterne havde det tidligere United-talent Ravel Morrison med i hele kampen. Han gjorde det fint på et tamt West Ham-hold, men markerede sig dog mest for en grim sen tackling på Cleverley, der sagtens kunne have givet rødt kort.
United fik dermed en god start på et tæt juleprogram, og er nu klar til Boxing Day hvor der atter er bold på menuen.