Kieran Richardson havde som bekendt en fantastisk halvsæson i West Bromwich sidste år, og klubben fra The Hawthorns er villig til at leje igen, mens Kleberson har bedt om at blive solgt, hvis ikke han er en del af planerne.
Men begge må de fortsat vente længe på definitive afklaringer omkring deres fremtid, for Sir Alex Ferguson har valgt at begge indgår i den 21-mands store trup, der sidst på måneden tager turen til Asien. Når United vender hjem fra den anden side af kloden, vil deres fremtid derefter blive afgjort.
“Jeg har snakket med Kierans far, men vi har ikke besluttet noget på nuværende tidspunkt. Jeg tager 21 spillere med på touren og Kieran er en af dem. Derefter må vi beslutte os for, hvad der sker.”
“For Klebersons vedkommende har vi haft en masse forespørgsler på ham, deriblandt en eller to, der gerne ville leje ham, men det kan der slet ikke blive tale om. En til to andre klubber har budt, men de bud svarer ikke til den værdi, vi mener han har. Kommer der et bud der gør det, bliver det straks en helt anden sag,” siger Fergie til Manchester Evening News.