United vandt på Best-dag

Boy of Wonder Wayne Rooney udlignede kort efter pausen, mens John O”Shea få minutter senere blev matchvinder med et hovedstødsmål. Det var ellers noget af…

Boy of Wonder Wayne Rooney udlignede kort efter pausen, mens John O”Shea få minutter senere blev matchvinder med et hovedstødsmål.

Det var ellers noget af en chokstart de gamle United-drenge Teddy Sheringham og Roy Carroll udsatte Fergusons mandskab for, da kometen Marlon Harewood bragte hjemmeholdet foran allerede efter 53 sekunders spil.

West Hams Matthew Etherington drog fuld udnyttelse af, at Wesley Brown var kommet for langt frem på banen, da hjemmeholdet pludselig satte i et kontraangreb. Grundet Browns fravær trak Rio Ferdinand ud mod Etherington, men kun for at se bolden blive spillet forbi sig ind til en helt fri Marlon Harewood der relativt enkelt kunne sparke bolden hårdt og fladt forbi Edwin van der Sar ved forstolpen.

Dermed spøgte endnu en United-nedtur, men Sir Alex Fergusons udvalgte spillede pudsigt nok noget af det bedste spil længe af et United-mandskab, da pasningsspillet og de hurtige kombinationer fungerede efter bogen. Specielt imellem Ji-Sung Park – der var med i stedet for Cristiano Ronaldo – Ruud van Nistelrooy og Wayne Rooney. Flere gange fik de tre spillet sig frem til store muligheder. Først ved van Nistelrooy som afsluttede svagt frit for mål og derefter ved Rooney, som trods en udmærket afslutning kunne se Roy Carroll parere bolden. Også Paul Scholes var tæt på i første halvleg, da Park headede rødtoppen fri på kanten af feltet. Den tidligere engelske landsholdsspiller afsluttede første gang, men nok engang stod Carroll i vejen.

I pausen kunne de mange journalister på Upton Park sidde og finde pudsige sammenhænge mellem godt spil fra den tidligere United-målmand Carroll, som er fra Nordirland, og hyldesten af Nordirlands i særdeleshed bedste fodboldspiller igennem tiden George Best ingen kampen. Netop afdøde Best blev hyldet ved kammeratlige ord fra United-legenden og vennen Sir Bobby Charlton og taktfaste klapsalver under hele et-minuts-stilhed-cermonien. West Hams supportere udviste stor respekt overfor Best, hvilket Ferguson også satte pris på efter kampen.

Carrolls flotte første halvleg blev dog afløst af en anden halvleg, han nok glemmer lidt hurtigere, da Wayne Rooney først fik lov til at spille bolden igennem benene på nordireren, efter at han var blevet spillet fri af Park. Få minutter senere kom Carroll noget skidt ud til et hjørnespark og blev overmatchet af O’Shea, som trods det, at Carroll måtte bruge hænderne, kom højst i en duel mellem de to, og dermed kunne ireren sætte pandebrasken på bolden og sende den i mål til en fortjent United-føring.

Efter at United tog teten kunne det være blevet til flere mål, hvis især Rooney havde indstillet sigtekornet bedre. Også van Nistelrooy var tæt på, da han ramte underkanten af overliggeren med et elegant chip.

Spillerkarakterer fra 1-10, hvor 10 er bedst.

Van der Sar: 7 – Kunne intet stille op ved målet og var sikker i de få indgreb, han måtte gøre i resten af kampen.

Brown: 6 – Må tage sin skyld for målet ved at glimre ved sit fravær. Udfyldte midtforsvarspositionen efter Silvestre fornuftigt.

Ferdinand: 7 – Endnu en gang viste Rio rigtig gode takter. Var en smule impliceret ved målet, derfor den relativt lave karakter. Tabte vigtigst af alt ikke ansigt til lillebror i de mange dueller de to havde ved dødboldene.

Silvestre: 5 – Var heller ikke synlig ved målet, og havde store problemer med Harewood. Modtog en advarsel for at rive den store angriber i trøjen. Var tæt på at spille Sheringham fri, og blev derefter pillet ud efter 35 minutter – Ikke så sært, han gik direkte i omklædningsrummet.

O”Shea: 8 – Godt mål, og bedre i spillet end længe. Får mere og mere selvtillid.

Smith: 6 – For usynlig taget i betragtning af, at han spiller på den defensive midtbane. Satte sig i visse situationer ikke 100 % igennem.

Scholes: 7 – Løb og fordelte bolden hele aftenen. Han gør sit job, og det gør han egentlig bedre end mange andre på den plads. Men det ser man først rigtigt, når han ikke er med. Er stadig for lidt kreativ, men Rooney stjæler en del af den plads, som Scholes før i tiden udnyttede. Udmærket skud på mål i første halvleg, som var tæt på at gå ind.

Fletcher: 6 – Er malplaceret på højrefløjen. Kan ikke afdrible modstanderen, og har det derfor svært. Det blev dog til et par gode indlæg og en god arbejdsindsats.

Park: 8 – Rigtig god kamp fra sydkoreaneren. Måske den bedste han i det hele taget har spillet for klubben. Han virker bedst, når han spiller fra start. Var chanceskabene i flere omgange og lagde flot op til Rooneys mål.

Rooney: 8 – Har bolden konstant og så igen. Er med i det hele og nyder at være på banen, hvilket er en fornøjelse at se. Scorer et flot mål og skaber meget. Kammer over mod slutningen da han sparker en West Ham-mand ned, hvilket godt kunne have kostet mere end et gult kort…

van Nistelrooy: 7 – Er som altid god at spille bolden op på, og var tæt på at score i to omgange. Men uden mål kan det ikke blive til mere end 7.

G. Neville (ind i 35 min.): 8 – Fik slået fast, at det er ham, som skal spille højreback. Gode indgreb i spillet, gode indlæg og indgik i pasningsspillet, som havde han spillet systemet hele livet 😉

Dagens OldTrafford.dk Man of the Match: Rooney gjorde det rigtig godt, hvilket også Neville gjorde, men valget falder på Ji-Sung Park, og det på trods af, at han blev træt til sidst. Men han kæmpede godt kampen igennem og kunne have lagt op til fire mål, hvis ellers bare angriberne havde scoret på de kæmpe chancer han serverede for dem.

Forrige artikel

De 11 på Upton Park

Næste artikel

Ferguson: Rooney bliver en sand legende

ANNONCE