I disse timer knager det formentlig i Sir Alex Fergusons hoved. Han overvejer om han skal byde 15 eller måske helt op til 20 mio. pund for Tottenhams landsholdsaktuelle midtbanespiller Michael Carrick.
Men Ferguson skal tænke hurtigt, for genindtager Lorenzo Sanz søndag præsidentsædet i Real Madrid, så står de til at vinde kampen om spilleren fra West Hams talentskole. Sanz havde i dag lovet at trylle fire navne frem på spillere, som han havde sikret sig forhåndsaftaler med. Et af de hele fem der kom, var Carrick.
Hvor seriøst man skal tage Sanz´ udbrud kan dog diskuteres. Det var nemlig selvsamme kandidat, der tidligere på ugen lystigt sikrede sig spalteplads ved at have signeret Adriano. Noget han senere måtte erkende, han alligevel ikke havde.
Udover Carrick kan Sanz fortælle, at den hollandske landsholdsforsvarer Khalid Bouhlarouz, Gianluca Zambroatta, Emerson og Gago kommer til Bernabeu stemmer man på ham. Kan man ikke præsentere hver og en af de fem spillere mandag, vil hans tekniske stab omgående træde tilbage.