Kort inden Manchester Uniteds kamp mod Wigan i FA Cuppen stod det klart, at vinderen skulle op imod enten Newport County eller Eastleigh FC. Få dage efter vandt Newport dette opgør, og derfor møder mægtige Manchester United nu Newport County på Rodney Parade, der kan huse 7.850 tilskuere.
Det er nok de færreste United-fans, der har hørt om den walisiske klub Newport County før – og med god grund. For Manchester United har aldrig stået overfor holdet, der i skrivende stund holder til i midten af League Two.
Magien ved FA Cuppen
Det bliver et opgør der minder os alle om magien ved FA Cuppen. For det er helt specielt, når verdensstjernerne tørner ud på et mudret græstæppe mod 11 mænd, der vil gøre alt for at få et resultat. For hvornår får de muligheden for at stå over for så stor en klub igen?
Opgøret er en sjælden lejlighed for Newports spillere, hvor de får chancen for at konkurrere mod en kæmpe af en klub. En kamp, der ikke kun handler om færdigheder og taktik, men også om den uforudsigelige og til tider overraskende dynamik, som FA Cuppen bringer med sig.
For Newport County spås meget små chancer ved bookmakerne, men mon ikke Rodney Parade kommer til at koge og lægge pres på både Manchester United og klubbens egne helte, når en af de helt store giganter i engelsk fodbold kommer på besøg, og selv David har nedlagt Goliat før.
Newport County Manager og Manchester United fan
Manchester United kommer ikke bare til at stå over for 11 kampklare Newport-spillere, men også en toptændt Newport County-manager, der i 80´erne ofte var at finde på Old Trafford, hvor han stadig kommer i ny og næ.
– Det er surrealistisk. Jeg har været i professionel fodbold i 30 år, både som spiller og manager, og jeg har i al den tid ventet på en kamp mod Manchester United. Dette kan være en engangsoplevelse, som jeg vil nyde, fortæller Graham Coughlan i et længere interview med The Athletic.
Dato, tid og sted
28 januar, kl 17:30 på Rodney Parade.
Dommer
David Coote
Skader og karantæner
Anthony Martial er igen igen ude med skade, der denne gang er ret alvorlig, og holder ham ude op til 10 uger. Forsvarsduoen Victor Lindeföf og Harry Maguire bliver heller ikke at finde på banen, da de også sidder ude med skader. Det samme gør sig gældende for Mason Mount og Tyrell Malacia, mens Sofyan Amrabat er i Elfenbenskysten for at spille AFCON
Mulige startopstillinger
Erik ten Hag er sjældent glad for at rotere voldsomt i startopstillingen, derfor tror jeg også på, at Manchester United stiller forholdsvis stærkt op. Men det er trods alt ikke ofte, Manchester United møder så lavtrangeret en modstander som Newport County, derfor vil det ikke overraske mig, hvis vi får flere unge akademispillere at se.
Townsend
McLoughlin – Clarke – Bennet – Delaney – Lewis
Morris – Charsley – Wildig
Evans – Houldan
_____________________________________
Pellistri – Højlund – Garnacho
Fernandes
Mainoo – Casemiro
Wan-Bisakka – Kambwala – Martinez – Dalot
Altay Bayındır
Hold øje med
Erik ten Hag har allerede bekræftet, at Manchester Uniteds sommer indkøb, Altay Bayındır, får debut i målet. Jeg tror ikke på, at hans handsker bliver slidt op, men måske han kan vise sig frem med fødderne.
Skribentens bud på kampens
Jeg forudser en sejr på 4-0. Manchester United besidder en betydeligt stærkere trup end Newport County. Det er noget, vi skal få at se. Jeg forventer, at Manchester United har holdet til at sikre en tidlig afgørelse af kampen. Fra begyndelsen af anden halvleg bør fokus være på at undgå en udvidelse af klubbens skadesliste.