Optakt: Euforien fra Molineux skal følges op med en sejr hjemme mod West Ham

Decembers to sejre mod Chelsea og Aston Villa bragte mere eller mindre den samme eufori, som vi så forleden på Molineux Stadium. Desværre blev de begge efterfulgt af nederlag, først mod Bournemouth og siden mod Nottingham Forest. Når West Ham kommer på besøg søndag, må denne kedelige tendens ikke gentages.

West Ham United ramte et lavpunkt med 5-0 fadæsen mod Fulham d. 10. december. Det er til gengæld også deres eneste nederlag i de seneste 11 kampe i Premier League, så det er formstærkt mandskab, der gæster Old Trafford søndag eftermiddag. Dog er deres seneste tre ligakampe ‘kun’ endt uafgjort, mens de også er ude af begge cup turneringer. I FA Cup blev det til et nederlag til Bristol City over to kampe i januar, mens man tabte liga cup kvartfinalen til Liverpool med hele 5-1 i december.

Indbyrdes har West Ham håneretten med sejre i de seneste to opgør mellem de to United-klubber, senest med 2-0 lillejuleaften. Det var dog mod et Man United centerforsvar bestående af Jonny Evans og unge Willy Kambwala. Før det vandt West Ham med 1-0 i maj måned. Dér var det kun et kæmpedrop af David De Gea, der udgjorde forskellen mellem de to hold.

Indtil da var det faktisk Manchester United, der havde overhånden med sejre i 7 af de forudgående 8 indbyrdes opgør på tværs af turneringer (inklusive sejre efter forlænget spilletid).

Dato, tid og sted

Opgøret finder sted på Old Trafford søndag d. 4. februar 2024 kl. 15.00 dansk tid.

Dommer

Dommeren er Andrew Madley, som senest dømte Manchester United i den mindeværdige 2-1 sejr mod Brentford. Her huskes Scott McTominay især for sit fantastiske indhop med to mål i overtiden. Madley har også dømt West Ham én gang i indeværende sæson. Det skete i deres 1-3 nederlag til Manchester City i september 2023.

Skader og karantæner

Manchester United må undvære Victor Lindelöf, Tyrell Malacia, Mason Mount og Anthony Martial, der alle er ude med skader. Man må formentlig også se bort fra Sofyan Amrabat, der har været til Africa Cup of Nations. Her er hans hold, Marokko, dog slået ud. Foruden dette er Erik ten Hag også påpasselig med Lisandro Martínez og Casemiro.

West Ham’s Nayef Aguerd forventes at være fraværende af samme årsag som Amrabat. Derudover er Lucas Paquetá, Manuel Lanzini, Michail Antonio og reservemålmand Darren Randolph alle meldt ude med skader. Særligt Paquetá må siges at være et stort tab for the Hammers. Han imponerede i hvert fald med en fremragende assist til Jarrod Bowens mål mod Man United i december.

Mulige startopstillinger

Manchester United blev flere steder nævnt at være i stærkeste opstilling hos Wolverhampton senest. Så jeg forventer, at dette gentages søndag mod West Ham. Eneste tvivl må være Lisandro Martínez, som måtte få bundet sin fod ind efter sin udskiftning forleden. Og så er Casemiro måske heller ikke helt oppe i omdrejninger endnu.

For West Ham forventer jeg, at nyerhvervelsen Kalvin Phillips starter ude, eftersom han havde noget af en mareridtsstart for sin nye klub. Hans første aflevering sad lige på Bournemouths Dominic Solanke, og dermed var man hurtigt bagud og nåede kun at redde sig et uafgjort resultat.

West Ham har i sine sidste tre ligakampe anvendt tre forskellige formationer (4-3-2-1, 4-4-1-1 og 4-2-3-1). Derfor er det sværere at forudsige en mulig opstilling søndag. Men jeg går med 4-2-3-1, som de også brugte i deres seneste sejr, 2-0 ude over Arsenal den 28. december 2023. Jeg føler mig dog ret sikker på, at West Ham kommer til at stå kompakt og lukrere på omstillinger.

Jeg gætter her på Fornals i startopstillingen, men det kan lige så godt være Benrahma, målscoreren fra Man Uniteds 1-0 nederlag i maj. På samme måde har Coufal og Ben Johnson også delt pladsen som højre back imellem sig på det seneste, hvilket dog også skyldes et rødt kort til Coufal. Jeg forventer, at tjekken foretrækkes til opgøret på Old Trafford.

Manchester United (4-2-3-1):

Onana

Dalot – Varane – Martínez – Shaw

Mainoo – Casemiro

Garnacho – Fernandes (c) – Rashford

Højlund

West Ham (4-2-3-1):

Bowen

Fornals – Ward-Prowse – Kudus

Álvarez – Soucek

Emerson – Zouma (c) – Mavropanos – Coufal

Areola

Hold øje med

Jeg kommer til at fremhæve tre spillere for hvert hold. For hjemmeholdet er det interessant at se, om Marcus Rashford fortsætter med at ligne én, der vil modbevise kritikerne. Både grundet en sløj sæson, men særligt efter hans famøse tur til Belfast. Han har nu scoret i tre Premier League kampe i træk.

Det mest interessante bliver dog at følge de to unge, Rasmus Højlund og Kobbie Mainoo. Sidstnævnte må have fløjet på en sky siden torsdag og har nu scoret i to kampe i træk. Imens har Højlund scoret i sine tre seneste ligakampe og leveret både mål og assist i to kampe i træk. Som den yngste nogensinde i Manchester Uniteds historie.

For West Ham kan vi ikke komme uden om Kudus og Bowen, der begge kom på tavlen i det omvendte opgør i december. Særligt Bowen, som er den 5. mest scorende spiller i Premier League i denne sæson.

Derudover skal vi naturligvis holde øje med, om West Ham får frispark i nærheden af Onanas målfelt. Eller hjørnespark for den sags skyld. For de har i James Ward-Prowse en vaskeægte dødboldsekspert. Med 17 frisparksmål i Premier Leagues historie er han også kun ét fra David Beckhams rekord. Dette bliver for resten også drøftet i Oldtrafford.dk’s podcast, som der linkes til nedenfor.

Skribentens bud på kampens resultat

Historien fortæller desværre, at Manchester United ikke formår at bygge videre på en god præstation eller et godt resultat. Derfor må et nederlag være det oplagte at gætte på i denne kamp. Dog er der et lyspunkt i, at vores skadessituation er forbedret, modsat i det seneste indbyrdes opgør med Evans og Kambwala som startere i midterforsvaret.

Nu mangler West Ham til gengæld deres måske bedste spiller i Lucas Paquetá, og det kan være medvirkende til, at Man United denne gang får brudt forbandelsen.

Jeg gætter på en uafgjort. Med 8 mål i sine seneste to kampe skal Man United nok kunne gøre ondt på West Ham. Man har dog også set meget sårbare ud den anden vej, og jeg ser Bowen m.fl. være klar til at udnytte dette. Samt Ward-Prowse på sine dødsensfarlige dødbolde. Jeg tror, den ender 2-2.

Hvor kan man se kampen

Kampen vises på See og Viaplay.

 

Forrige artikel

Femte runde i FA Cup'en er fastlagt

Næste artikel

United hæver prisen

ANNONCE