(Photo by Lee Parker – CameraSport via Getty Images)
Denne nedtakt bliver en kortere en af slagsen. Nederlaget var indiskutabelt og et meget godt symbol på Uniteds forkrampede udtryk i indeværende Premier League-sæson.
Det så mildest talt ikke for godt ud. Og med det resultat i bagagen lægger de samtidig endnu mere pres på dem selv, for vinder de ikke Europa League, ligner denne sæson en fiasko af dimensioner. Og det gælder også en del af spillerne, der, inden sommerferien er forbi, meget vel kan være fortid i klubben.
Angribere vinder dig fodboldkampe
Rasmus Højlund kom igen i kampens søgelys, da han brændte to af kampens allerstørste chancer. Han forlod kampen med en xG på 1,33, hvilket i realiteten er langt mere end, hvad han plejer. Så denne gang er der ingen undskyldninger.
Den første chance, han brænder, kan jeg godt tilgive ham for. Men den anden chance, den skal simpelthen bare høvles ind. Det er muligheder som denne, der skelner middelmådige angribere fra top-angribere.
Casemiro er blevet en vigtig brik for United
Jeg siger det bare, men Uniteds seneste fire nederlag i Premier League er sket uden Casemiro i startopstillingen. Hans seneste Premier League-nederlag var den 1. april mod Nottingham Forest. Og ja, vi kan godt blive enige om, at han ikke længere er nogen verdensstjerne. Men hans mentalitet og positionering på banen er alligevel fortsat vital for Uniteds resultater. Det har han på det seneste vist med sine flotte præstationer i Europa League.
I de 16 Premier League-kampe, han har startet inde i, har United lukket i gennemsnit 1,12 mål ind – 18 mål i 16 kampe. Og når brasilianeren ikke starter inde lukker holdet 1,75 mål ind i gennemsnit – svarende til 35 mål i 20 Premier League-kampe. Dog, hvis man kigger på pointsnit, er der ikke den store forskel. Casemiro har, i de kampe han har startet inde, et pointsnit på 1,25 point pr. kamp, mens United samlet set denne sæson har et snit på 1,08 point pr. kamp.
Uniteds unge stjernefrø mangler det sidste
I den seneste tid, specielt i Premier League, har vi set, at det nuværende United-hold mangler erfaring og ledertyper. De færreste, udover Bruno Fernandes og Casemiro, stepper op, når der er brug for det. Det gælder ikke kun arbejdsraseri, men også teknisk kvalitet i de afgørende sekvenser i spillet. Og her falder særligt de unge spillere igennem.
Omvendt har unge spillere som Garnacho, Højlund og Mainoo været fyr og flamme i indeværende Europa League-sæson med et væld af afgørende scoringer. For øjeblikket ligner det bare, at Uniteds unge spillere ikke besidder det mentale overskud til både at gribe Premier League og Europa League an. Man kan se det i spillernes udtryk, presspillet og den manglende optimisme i Uniteds offensive spil. Det hele virker modløst. Man kan som fan jo håbe på, at det er fordi Uniteds unge offensive spillere har blikket stift rettet mod Europa League-finalen. Så, når det går løs på Estadio de San Mamés om ni dage, får vi forhåbentlig et forvandlet Manchester United-mandskab at se.