Fred blev i sommer hentet for dyre domme i Ukrainske Shahktar Donetsk, men brasilineren har haft meget svært ved at bide sig fast i Uniteds staropstilling. José Mourinho, der tager den beslutning, forklarer det med, at holdets nuværende balance ikke passer til at få det bedste ud af Fred.
– Jeg tror, Fred vil få mere spilletid, når vi er stærkere defensivt. Så får vi brug for spillere, der ikke er bekymrede for den defensive balance men mere tænker på offensiv dynamik og og kreativitet.
– Der er også andre spillere i klubben, der har brug for spilletid, og de har fået færre minutter end Fred, siger United-manageren på dagens pressemøde.
Det er måske en henvisning til Andreas Pereira, som umiddelbart har lang vej til førsteholdsfodbold for United.
Om Fred får spilletid mod Fulham i morgen, må vi vente at se. Kampen spilles klokken 16 og vises på TV3+.