Foto: Tony Marshall/EMPICS via Getty Images
Manchester Uniteds post-season tur til Asien endte med et 1-0 nederlag til et Asien All Star-hold efterfulgt af en 3-1 sejr over Hong Kong.
For sidstnævnte var det Ashley Westwood, der stod i spidsen som cheftræner. Han er selv et produkt af akademiet i Manchester United og var endda med til at vinde FA Youth Cup med klubben i 1995. Sammen med blandt andre Phil Neville.
Derfor var det også en særlig oplevelse at få lov at stå på sidelinjen over for sin gamle klub. Det fortalte han for nylig i et interview med Andy Mitten fra United We Stand. Interviewet er bragt af The Athletic.
Om kampen
– Før kampen tænkte jeg, at vi kunne tabe stort, hvis de ramte deres topniveau. Jeg var bekymret for, at mine spillere næsten ikke ville røre bolden, hvilket kan skade moralen. Dette ønskede jeg ikke, da vi har vigtige kampe mod Indien den 5. og 10. juni, siger Ashley Westwood.
– Men det gik så godt som jeg kunne have håbet. Vi var foran 1-0 ved halvleg. Vi tabte også noget momentum, da vi foretog en masse udskiftninger. For alle spillerne ville selvfølgelig gerne have spilletid mod United.
– Vi kom så bagud i det 84. minut og indkasserede nummer 3 med kampens sidste aktion. Vi var under stort pres til sidst, og det var en god øvelse for mine forsvarsspillere. Jeg tror, United indså vigtigheden af en sejr, særligt fordi de lige havde tabt den anden kamp på turen.
– Det var en god kamp. Vi kunne måske have truet dem mere mod slutningen, men det var en god oplevelse, vi fik scoret et mål og fansene nød det. Vi undgik også skader og der var 33.000 på lægterne. Bruno Fernandes kom igennem og lavede en rabona, hvilket manageren nok ikke syntes så godt om. Men United gjorde et godt indtryk på mig.
– Jeg ved, United blev kritiseret for resultatet i Malaysia, men de var lige fløjet fra England og var nok ramt af jetlag. De ville være blevet kritiseret, hvis de også tabte til os, men de tog kampen alvorligt og fortjente også at vinde den.
Om Ruben Amorim
– Jeg talte med Ruben Amorim før kampen til pressekonferencen. Jeg var bare ærlig og sagde, at hans spillere manglede sådan en post-season tur som et hoved mangler et hul. Jeg har selv været en spiller, og det har han også, siger Westwood.
– Vi talte sammen efterfølgende, og han er charmerende, ærlig og varm. Det syntes min stab også. Han vidste godt, jeg har været på Uniteds akademi, og jeg sagde, jeg var med i Class of ’93 – året efter den mere berømte årgang.
– Mit indtryk af manageren kunne ikke have været bedre. Det regnede massivt kampen igennem, og han kunne have sat sig i dækning. I stedet stod han på sidelinjen i hele kampen og instruerede sit hold. Jeg tror, han er den rette mand. Han har karisma som en United-manager, og hans stab tog det alvorligt. Jeg bemærkede også Darren Fletcher. Han var også involveret.
– Jeg talte også med Wes Brown. Han var en af grundene til, at jeg forlod United. Han var yngre end mig, bedre end mig og kom ind på holdet før mig. Han er en god fyr. Han vandt en treble; jeg tog til Crewe og Bradford og Sheffield Wednesday. Vi mødtes også i Indien i 2015, hvor jeg trænede Bengaluru FC.
Om Uniteds nuværende trup
– Lee Hayes fra vores stab har lige mistet sin kæreste til kræft. Lee er Chelsea-fan, og da jeg nævnte det for Mason Mount, hentede han sin trøje fra omklædningsrummet og gav den til ham. Det var en flot gestus, som blev taget meget godt imod.
– Vi har en håndfuld spillere af brasiliansk oprindelse, så du kan nok også forestille dig, at der var kamp om at få Casemiros trøje. Der var mange gode interaktioner mellem spillerne efter kampen. Trøjebyt, selfier og hvad de ellers gør i dag. Sådan noget brugte vi ikke, dengang jeg dannede forsvarsduo med Sean Dyche i Northampton, lad mig sige det sådan.
– United-spillerne kan ikke gå gennem Hong Kong uden at blive genkendt, og for vores spillere var dette en ‘once in a lifetime’ mulighed. United-spillerne kunne vitterligt ikke have gjort mere for mine gutter.
– Jeg var imponeret over deres fysiske tilstand. Du ser Kobbie Mainoo på tv, og han ser ikke så stor ud. Men tæt på er han et bjerg. De er store og stærke. Der er masser af talent under de faste startere.
– Angriberen, der kom ind, som har været i Arsenal (Chido Obi, red). Han var en håndfuld. Jeg tror, han får mere spilletid næste sæson. Høj, god i luften og scorede også på hovedet.
– Men United har en stor sommer foran sig. Det er ingen hemmelighed, at de mangler fem eller seks nyindkøb for at true top fire, hvilket fansene selvfølgelig forventer. Der er en stor opgave forude.