Analyse: Kan Ruben Amorim ikke lide Kobbie Mainoo?

Klubber som Chelsea, Real Madrid og senest Newcastle meldes at holde øje med Kobbie Mainoos situation i United. Flere steder påstås det også, at midtbanespilleren slet ikke har Ruben Amorims gunst. Men kan det virkelig passe? Vi dykker ned i tallene her.

Foto:  Martin Rickett/PA Images via Getty Images

Kobbie Mainoo har sommeren igennem været et af de varmeste navne på Uniteds rygtebørs.

Først var det The Athletic og The Guardian, der begge skrev, at han kunne være på vej væk. Siden har førstnævntes David Ornstein meldt, at Mainoo selv har ønsket at blive lejet ud.

Ruben Amorim taler selv varmt om englænderen. Han har dog også udtalt, at EM-finalisten er i direkte konkurrence med Bruno Fernandes om spilletiden.

Dette har været med til at så alvorlig tvivl om Mainoos fremtid i United, eftersom den portugisiske anfører blandt andet er kendt for, at han næsten aldrig er skadet.

Mens mange United-fans har længtes efter at se ryggen af spillere som Jadon Sancho og Antony, forholder det sig helt anderledes med Mainoo. Den 20-årige er for det første en af de mest populære spillere blandt United-fans.

Derudover er han af egen avl, hvorfor han efter Marcus Rashford og Alejandro Garnachos afgange er én af få spillere, der kan holde en særlig stime kørende. Det kan du læse mere om her.

Af disse grunde vil det bestemt ikke være en populær beslutning, hvis United skiller sig af med klubbens nummer 37. Eller hvis man undlader at bringe ham nok i spil.

Kobbie Mainoos spilletid under Ruben Amorim

Kigger man udelukkende på denne sæson, kan det godt ligne, at Mainoo ikke er inde i varmen hos klubbens portugisiske cheftræner.

Englænderen fik ikke et eneste minut mod hverken Arsenal eller Fulham. Mod Burnley fik han de sidste 45 minutter, og mod City fik han kun den sidste halve time. Han spillede naturligvis fuld tid i nederlaget til Grimsby Town, men vi fokuserer udelukkende på ligakampene i denne artikel.

Ser man lidt længere tilbage på de i alt 31 Premier League-kampe, der indtil videre er spillet under Ruben Amorim, er det svært at komme frem til en konklusion om, at Mainoo er ude i kulden.

Han sad godt nok på bænken i Amorims United-debut mod Ipswich Town. Men han havde også været fraværende i de foregående fire kampe på grund af en muskelskade, så det var måske ikke så mærkeligt, at han blev sparet i netop denne kamp.

Herefter fik Mainoo fuld tid i 4-0 sejren over Everton, og efter et 0-2 nederlag til Arsenal, hvor han ikke var i truppen, spillede han de næste 10 kampe i træk. Heraf startede han inde i 9 af dem.

Midtbanespilleren pådrog sig nu igen en muskelskade og var ude i 7 ligakampe. Herefter spillede han sæsonens sidste 7 ligakampe, hvoraf han startede inde i 4 af dem.

I alt er der tale om 27 ligakampe under Ruben Amorim i den forgangne sæson. Fraregner man de 7, hvor han sad ude med en skade, er der tale om 20. Her spillede han 18 og startede inde i 14. Det er på ingen måde alarmerende.

Kometkarriere og et skridt tilbage

Sammenligner man med Kobbie Mainoos kometsæson fra 2023/24, er det måske alligevel et lille skridt tilbage. Han gik trods alt fra talentstatus til EM-finale på ret kort tid.

Man kan dog også spekulere i, om det måske gik for hurtigt for den daværende teenager. Som nævnt sad han ude ad to omgang med muskelskader i sidste sæson, og når han spillede, var det heller ikke med den samme kvalitet som i sæsonen før.

Skyldtes dette en overbelastning? Var hans krop overhovedet klar til at spille så meget for Manchester United? Og for England, for den sags skyld? Og var han mentalt klar til så bærende en rolle for begge hold?

I sidste weekends 3-0 nederlag på Etihad blev Mainoo indskiftet efter 62 minutter og var et af få lyspunkter for gæsterne fra Old Trafford. Hans tunnel på Nico González fik endda også Pep Guardiola til at tage sig til hovedet i beundring.

Måske er dette et tegn på, at der er blevet arbejdet med ham i kulissen, så han forhåbentlig kan finde tilbage til sit niveau fra 2023/24. Dette havde måske ikke været muligt, hvis man havde kørt rovdrift på ham fysisk og mentalt.

Skribentens konklusion

Dette bringer os videre til Alejandro Garnacho. Han spillede faktisk flere United-kampe end nogen andre i sidste sæson. Selvom det vel efterhånden er godt belyst, at han netop ikke er Amorims favoritspiller.

Kan man forestille sig, at Amorim ikke har været forsigtig med Garnacho, netop fordi han godt vidste, at argentineren var på vej videre? Omvendt har han måske større planer med Mainoo, hvis Amorim altså får lov til at være i spidsen for United så længe.

Fælles for Garnacho og Mainoo er, at de begge fik en stor rolle og et meget stort ansvar ret hurtigt. Og United var nok ikke i særlig høj grad klar til at aflaste dem igen, selvom præstationerne for begges vedkommende er udeblevet i en periode.

Det samme var vel også tilfældet for Marcus Rashford i sin tid. Efter 4 mål i sine først 2 kampe blev han hurtigt en United-darling, og han blev i årevis ved med at være fast mand, selvom formen udeblev i flere sæsoner undervejs.

Først i december 2024 blev foden sat ned, da han og Garnacho røg af holdet til et Manchester Derby.

Når man har at gøre med en ung spiller som Kobbie Mainoo, er det kun sundt, hvis man kan trække ham ud af holdet og rampelyset, når formen daler. Dermed kan man arbejde med nogle ting i kulissen, så han kommer stærkere tilbage.

Som nævnt er hans spilletid under Amorim ikke bekymrende, med mindre man udelukkende fokuserer på indeværende sæson. Det er dog klart, at han også skal til at spille i denne sæson, hvis klubben skal kunne overbevise ham om, at fremtiden ligger i United.

Han kan måske være en kanin i hatten til dagens kamp mod Chelsea. Alternativt må kampene mod Brentford og Sunderland være Mainoos store chance.

Skriv et svar
Forrige artikel

Amorim: »Nok den klub med mest pres i verden«

ANNONCE