Ruben Amorim: »Det er altid det samme«

Manchester United led et nederlag på Gtech Community Stadium, da de lørdag eftermiddag tabte 3-1 til Brentford. Efter opgøret udtaler Ruben Amorim, at det smerter ham at tabe.

(Photo by Catherine Ivill – AMA/Getty Images)

7 ud af 18 mulige point.

Det er realiteten for Manchester United efter seks spillerunder.

Lørdag eftermiddag tabte Manchester United med cifrene 3-1 til formsvage Brentford, der i de første 20 minutter lignede alt andet end et hold, som har haft svært ved at finde melodien i sæsonens indledning. Igor Thiago kunne kalde sig dobbeltmålscorer, og United så rundforvirret ud.

Efter opgøret udtaler Ruben Amorim, at det altid gør ondt at tabe som Manchester United-træner:

– Det er altid det samme at tabe i den her klub, det gør meget ondt, sagde Amorim. Vi skal tænke på den næste kamp.

Den portugisiske cheftræner siger også, at det aldrig lykkedes Manchester United at sætte sig på opgøret:

– Selvfølgelig vil vi gerne vinde. Men vi havde ikke kontrol over kampen. Vi spillede Brentfords spil. Første bolde, andenbolde, dødbolde. Alle de afgørende øjeblikke gik imod os. Det er hårdt at tabe igen, fortæller han.

Den første scoring fra Brentford kom efter en lang bold frem mod Igor Thiago – noget, som Amorim fortæller, at de havde arbejdet med i ugen op til opgøret:

– Det første mål kom efter en lang bold. Vi havde arbejdet med det i løbet af ugen, og også på dødbolde. Vi vidste, at de lange bolde ville komme, og med ét touch fik de chancen. Vi skal gøre det bedre, afslutter han.

Næste opgave for Ruben Amorim og Manchester United er lørdag den 4. oktober, hvor Sunderland gæster Old Trafford.

Skriv et svar
Forrige artikel

Karakterbogen: Kollektivt kollaps

Næste artikel

Cunha: »Vi skal gøre mere«

ANNONCE