Van der Sar, 36, kom til United fra Fulham i sommeren 2005 og har lige siden været en driftsikker sidste skanse for “De Røde Djævle.”
Den snart 37-årige hollandske landsholdsmålmand, der har en glorværdig fortid i Ajax og Juventus, forlængede for godt et år siden sin kontrakt med endnu et år.
Men i modsætning til samme tidspunkt sidste år har van der Sar endnu ikke afgjort med sig selv, hvorvidt han skal tage en sæson mere. Den beslutning vil først blive truffet til december.
“Til december vil vi beslutte, hvad der skal ske. I øjeblikket ønsker jeg bare at komme til at spille igen og nå den form, jeg var i inden skaden,” siger van der Sar ifølge Teamtalk.com.
Mon ikke Ferguson vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at overtale sin keeper til at tage endnu en sæson set i lyset af hans prisende udtalelser om, at han skulle have købt van der Sar langt tidligere, og at hollænderen er et af hans bedste indkøb.
Hvis van der Sar skulle vælge at indtille karrieren efter denne sæson, står de to håbe- og talentfulde keepere, Ben Foster og Tomasz Kuszczak, klar i kulissen til at tage over.