(Steve Bardens – WSL/WSL Football)
Der var lagt op til en tæt affære, da kvindeholdet søndag gæstede Brighton i Women’s Super League. Brighton havde kun tabt to ud af fjorten hjemmebanekampe inden opgøret, og United havde ikke vundet der siden 2022/23-sæsonen.
Men et comeback til midtbaneprofilen Jess Park, der har døjet med en hjernerystelse, bidrog til at sikre sejren for United. Det var dog en lidt snoet vej dertil for et United-hold, der gik til pause med en 1-0-føring med mål fra Elisabeth Tarland. Føromtalte Jess Park udbyggede endda føringen kort inde i anden halvleg med en fremragende inderside.
Herefter beviste Brighton, hvorfor de ikke er rare ved deres gæster med et tungt pres og en scoring af Fran Kirby. De blå fra sydkysten fik også scoret til allersidst i kampen, men det var kort efter, at United-indskifteren Lisa Naalslund havde lukket kampen i den anden ende.
Med den knebne 3-2 sejr i hus kunne Uniteds træner Marc Skinner ånde lettet op og se sit hold rykke et skridt nærmere rivalerne Manchester City og Chelsea i toppen af tabellen. For selvom United endnu ikke har tabt, har de to uafgjorte på syv kampe, hvilket efterlader dem med to point til toppen.
De skal forsøge at lukke hullet, når de lørdag tager imod Aston Villa på hjemmebane.
 



