United fik en gedigen omgang i Manchester-derbyet

Manchester United skulle i lørdags forsøge at følge op på Champions League-sejren mod PSG, da Manchester City bød op til dans. Det blev dog ikke til andet end en tur i manegen for de røde djævelinder.

(Photo by Charlotte Tattersall – WSL/WSL Football via Getty Images)

Manchester United kom tilbage på sejrssporet i onsdags, da de nedlagde Paris Saint-Germain med 2-1 på Old Trafford.

De kom ellers ind til opgøret med det første liga-nederlag i bagagen, da United tabte til Aston Villa med 0-1 i sidste weekend.

Og selvom Chelsea, Arsenal, PSG og Atletico de Madrid er uhyggelige modstandere, så ventede sæsonens absolut sværeste prøve altså i lørdags.

Nemlig kampen om Manchester. City mod United. På herresiden blev det en grim oplevelse på Etihad, hvor City kørte United stille og roligt under tæppet. Det skulle kvinderne forsøge at revanchere.

Selvom det naturligvis primært er på herresiden, at klubbernes had til hinanden ses, så er tilfældet altså præcis det samme på kvindesiden.

Der er gået flere spillere på kryds og tværs af holdene. Den mest nævneværdige er nok Uniteds engelske stjerne, Ella Toone. Hun startede sin karriere i United, men drog som ung videre til Bristol, inden hun skiftede til City, hvor hun nærmest aldrig blev brugt trods et stort talent.

Det gad hun ikke, og så fandt hun hjem til United, hvor hun forleden rundede 200-kampe i den røde trøje.

Det er dog intet ift. Alex Greenwood. Hun har nærmest gjort karriere i kontroversielle transfers. Hun startede karrieren i Everton. Et kort ophold i Notts County kunne det blive til inden, hun lavede det første ‘forbudte’ skifte. Nemlig til Liverpool. Det var dog ikke det sidste, for efter to år hos Liverpool tog hun direkte videre til United.

Det blev kun til et enkelt år hos United. Greenwood smuttede en tur til Frankrig og Lyon, men heller ikke der, blev det til mere end et år. Hun skulle tilbage til England, men denne gang heller ikke uden kontrovers. Denne gang til City. Det var tredje gang, hun irriterede en fanbase. Det er efterhånden mange stadions Alex Greenwood spiller på, hvor hun ikke ligefrem er elsket.

Det nyeste kapitel i United-City-bogen, blev dog skrevet i sommers.

United og City lavede en god gammeldags byttehandel, hvor Uniteds Grace Clinton blev sendt til City i bytte for Citys Jess Park. En byttehandel, som United indtil videre har fået mest ud af.

Historien med Park minder lidt om Toones. Jessica er vokset op på Citys akademi, men befinder sig nu på den rigtige side af Manchester. Noget Citys fans ikke er tilfreds med. Specielt fordi, Jess hat gjort det så godt. Senest vandt hun månedens spiller for oktober.

Alt sammen brænde på bålet til weekendens kamp.

Analyse: Bliver det meget lettere nu?

Uniteds manglende spillere blev overskriften

Som skrevet indledningsvist, så ventede sæsonens sværeste opgave hidtil i lørdags.

Et nederlag til Villa i sidste weekend og en træt trup efter en vigtig kamp i midtugen, var Uniteds betingelser inden mødet med City.

Udover det, så er en af Uniteds vigtigste brikker ude med skade. Nemlig Phallon Tullis-Joyce. Amerikaneren har været intet mindre end fabelagtig i sæsonens indledning. Hende kom United til at mangle.

De første 20 minutter foregik i ro og mag. United havde styr på bolden og havde gang i flere angreb. Manglen på en styrmand i United feltet endte dog med at koste to gange i første halvleg.

Først var Anna Sandberg i store problemer i Citys højreside og kunne på ingen måde håndtere Citys højrekant. Det der lignede et tandløst indlæg blev dog til et farligt et, da United ikke clearede det ordentligt, og så var der hjørnespark.

På det hjørnespark kunne ingen rød ses i luftrummet, og efter en smule pingpong mellem to lyseblå, lå bolden i rosen bag backup-keeperen Safia Patel.

Det gjorde ikke så meget. United var stadig mest på bolden og trykkede på. Dog uden at blive rigtig målfarlige.

Kort inden halvleg, skulle City dog ikke bruge meget betænkningstid.

Igen var det i Uniteds venstreside, at det så skidt ud. Anna Sandberg var igen forkert placeret, og da bolden kom til Kerstin Casparij, var der ingen til at presse hende. Hollænderen slog upresset et indlæg ind i boksen, hvor Shaw fuldstændig umarkeret kunne prikke bolden i kassen til 2-0.

I sekvensen, blev det tydeligt, at Tullis-Joyce ikke var i kassen, for Patel rullede forvirrede rundt for fødderne af sine forsvarspillere. Hun var ikke i nærheden af at komme frem til det indlæg.

Og ondt blev til værre. Anna Sandberg havde en mareridtskamp. Selvom Fridolina Rolfö spillede mange minutter i midtugen og derfor startede på bænken, så manglede der en absolut verdensklasse spiller på backen i lørdags.

United spillede sig fremragende ud af Citys pres, men det stoppede ved Anna Sandberg. Hun fik den ikke spillet ordentligt videre og formåede ikke at få tacklet City-spilleren efterfølgende.

Så marcherede City ned til feltkanten, hvor Lauren Hemp trykkede af – og så var kampen lukket. 45 minutter. Tre mål. Alt gik Citys vej i lørdags, men United kæmpede med Champions League-tømmermænd. Det var tydeligt.

Noget manager, Marc Skinner er klar over.

– Vi skal vænne os til de her todags-turnarounds. Pigerne kom sent hjem onsdag. Trænede ikke torsdag og så gik vi igennem kampen i går (fredag, red.). Jeg klager ikke over at spille Champions League, men vi skal klart vænne os til det og lære, hvordan vi klarer det bedst.

Resultatet betyder ikke så meget, heldigvis. City udbygger deres føring. De ligger nr. 1 med 24 point. Chelsea nr. 2 med 21. United 3’er med 17 og Arsenal 4’er med 16.

Næste opgave er Wolfsburg på onsdsag i endnu et kæmpe opgør i Champions League inden, den står på en pause indtil 7. december.

Skriv et svar
Forrige artikel

Bruno Fernandes strålede, da Portugal smadrede Armenien

Næste artikel

Avis: Ung fan anholdt efter Mount tilråb

ANNONCE