Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.
Herunder åbner du låge nr. 16 af vores julekalender.
Der findes kampe, der sætter sig i kroppen. Kampe, der bliver en del af ens identitet som fan.
Netop sådan en kamp oplevede den tidligere Oldtrafford.dk skribent, Jonatan Rying Larsen tilbage i 2008. Kampen sidder i Jonatan i dag, fordi den havde en større betydning for ham end blot en Champions League-sejr.
Datoen lød d. 21. maj 2008. United mødte Chelsea i Champions League finalen i Moskva.
Mens kampen løb af stablen i Moskva, befandt Jonatan sig i København på United-fans’ stamsted Den Glade Gris sammen med 1500-2000 andre passionerede United-fans.
Man kunne mærke på stemningen, at det ikke var en kamp som alle andre.
– Jeg har hverken før eller siden oplevet en så elektrisk, spændt og inkluderende stemning i det danske United-miljø.
Jonatan kom direkte fra RUC-eksamen, hvor han naturligvis var iført sin røde United-trøje.
Kulminationen på Sir Alex’ anden vindercyklus
2007/08-sæsonen var kulminationen på Sir Alex’ anden vindercyklus i United.
Jonatan beskriver, hvordan Sir Alex Ferguson forvandlede et forkølet og kønsløst mandskab til en dominerende og brutal force.
– Han forvandlede et forkølet og kønsløst mandskab med falskeprofiler som Roy Carroll, Eric Djemba-Djemba og Laurent Blanc til en dominerende og brutal force med Ronaldo og Rooney som det undgommelige stjernestøv, der supplerede de etablererede kræfter i Scholes, Giggs, van der Sar og Ferdinand på flotteste vis.
Et ekstra særligt øjeblik
Kampen går som bekendt i straffesparkskonkurrence, og herfra husker Jonatan særligt ét øjeblik.
– Jeg glemmer aldrig, da John Terry selvsikkert træder op mod pletten, retter på anførerbindet og sender en tør spytklat i den sjaskvåde græsplæne, før moder natur siger tak for hilsenen og spænder ben for ham, så bolden rammer stolpen i stedet for netmaskerne.
Fra dette øjeblik vidste Jonatan, at United ville løbe med sejren.
– Der vidste jeg, at United ville løbe med sejren. Det ændrede dog ikke på, at tårerne trillede ned af kinderne, da van der Sar kort tid efter plukkede Anelkas forkølede forsøg.
Mere end bare en Champions League-sejr
Sejren markerede Manchester Uniteds Champions League-trofæ nummer tre, og på det personlige plan markerede det en personlig oprejsning for Jonatan.
Han blev nemlig ni år forinden, d. 26. maj 1999, beordret i seng af sin mor, til selvsamme kamp da, United spillede Champions League finale.
Beskeden om, at Jonatan skulle i seng, fulgte i kølvandet på, at han skulle i skole dagen efter…
Hvis du endnu ikke har set highlights fra Champions League triumfen i 2008, kan du gøre det herunder!
https://www.youtube.com/watch?v=z0I8LF4oCKw






