Adventskalender: Årets citat går til…

Denne december kårer OldTrafford.dks kommentar-skribent vindere i fire forskellige ‘alternative’ kategorier fra året, der er gået. Følg med hver søndag i advent frem til jul.

Vi har vænnet os til meget os Manchester United-fans. Standarderne for vores elskede fodboldklub er faldet betragteligt siden 2013, og det er efterhånden svært at huske, hvornår United senest har spillet en helstøbt, god sæson.

Kalenderåret 2025 har ikke været nogen undtagelse, og slutplaceringen som nummer 15 i Premier League er som bekendt den dårligste i den tid, Englands bedste fodboldrække har haft det nuværende format. For enhver ny skuffelse bliver skuldertrækket bare større, og det er måske en erkendelse af, at den næste nedtur ligger og lurer lige rundt om hjørnet.

Det gør det svært at for alvor kunne hive sig op til årskavalkade, hvor ‘Årets spiller’ eller ‘Årets Mål’ bliver kåret, for hvad er der egentlig at fejre? En triumf i Europa League havde måske været et lille lys – men også kun det.

Heldigvis kan man gå alternativt til værks, og eksistensgrundlaget for denne adventskalender er således at gøre status over endnu et snart herrens år ved at hylde – eller kritisere – spillere, trænere eller andre nært forbundet med Manchester United for en ‘alternativ’ indsats i løbet af året, uden at det hele bliver doom and gloom.

Denne søndag i advent kåres kategorien ‘Årets Citat’.

‘Årets Citat’ går til… Ruben Amorim

“No one. Not even the Pope will change… This is my job. This is my responsibility. This is my life. So, I will not change that.”

3-4-3. System. Filosofi. DNA. Journalister, eksperter og fans i hele verden har haft travlt i løbet af det seneste år. Travlt med at finde ud af, hvad Ruben Amorims plan og system er for en størrelse, og om det overhovedet er noget, som kan fungere i Manchester United og Premier League. Eller om succesen i Sporting-tiden kan forklares med, at der er et væsentligt lavere niveau i portugisisk fodbold.

Efter det sensationelle nederlag til Grimsby i Carabao Cuppen skulle Amorim endnu en gang forsvare sin stædige tilgang til jobbet som Manchester United-træner. Vi har lært portugiseren at kende som en mand i sine følelser, og når han så inviterer det guddommelige med ind i samtalen, bliver det – især i denne juletid – ikke meget bedre. Det er et citat, som indkapsler den omdiskuterede træner perfekt, og selvom han har leveret mange stærke, er der ikke et, der overgår det ovenstående.

Jeg tør ikke gøre mig til dommer over, hvad der er op og ned, hvilke taktiske systemer der kan fungere i engelsk fodbold, og hvorfor og hvorfor ikke. Men jeg sætter pris på et menneske – og i det her tilfælde en leder af en gruppe fodboldspillere – som står fast på det, han tror på til den bitre ende. For det er vitterligt det indtryk, Amorim efterlader på pressemøder. Han har tænkt sig at vende skuden på sin måde, eller også må klubben finde andre til det. Det er nærmest ordret det, portugiseren sagde i kølvandet på Europa League-finalen i maj.

Nu skal det ikke blive for højtragende, men vi har kun ét liv, og Ruben Amorim bliver formentlig kun Manchester United-træner én gang i sit liv. Så hvorfor skal han gøre det på nogen anden måde, end den ene måde, som han tror på, og som passer til det menneske, han er? Derudover har jobbet som fodboldtræner groft sagt to udveje: Enten bliver du fyret, fordi du ikke får implementeret dine idéer tidsnok og tilfredsstillende, eller også lykkes du med dine visioner, klubben får en relativ succes, og på et eller andet naturligt tidspunkt skilles vejen så på god fod med arbejdsgiveren.

Det er i de fleste tilfælde, den første beskrivelse som bliver enden for træneransættelser – i United er det hvert fald gået sådan for alle trænere siden Sir Alex. Derfor giver det kun mening, at Ruben Amorim tager sin chance og siger: “Hvis sandsynligheden alligevel er, at jeg bliver sparket ud før eller siden, kan jeg lige så godt gøre tingene på min måde indtil da.” Hvad er meningen ellers? Hvis Amorim – og her tænker jeg ikke på talsystemer – ændrer på de værdier og karaktertræk, han vil se hos spillere og på sit hold, så tror jeg først, han kommer i problemer. Og så kommer Manchester United i problemer. For i det tilfælde bliver præstationer og resultater dårligere – det er der ingen, som har interesse i.

Kunne jeg så ønske mig, at vi havde set et mere frit, offensivt og inspirerende udtryk i portugiserens første år i klubben? At Kobbie Mainoo tryllebinder på midten af banen, mens Bruno Fernandes længere fremme åbner modstanderens forsvar op med maskerede afleveringer, som sender Sesko og Mbeumo fri foran mål? Ja, helt klart. Men det er ikke det samme som at sige, klubben var på tærsklen til guld og grønne skove, hvis det var sådan en stil, Amorim havde med fra Portugal.

Nu er det fjerde lys i adventskransen tændt, og juleaften lurer lige om hjørnet. Det markerer afslutningen på årets adventskalender, hvor Harry Maguire, Bryan Mbeumo, og De personer som var ansvarlige for salget af Scott McTominay er blevet kåret i kategorierne: Årets Inspiration, Årets Åbenbaring og Årets Hårtørrer. I dag vandt Ruben Amorim altså i kategorien Årets Citat.

Skriv et svar
Forrige artikel

Sådan forventer vi, at United stiller op på Villa Park

Næste artikel

Julekalender - 21. december: Morten Bruuns magiske Berba-minde

ANNONCE