Og United-anførerens konklusion er entydig: Første halvdel af 2007/2008-sæsonen har været yderst tilfredsstillende for Manchester United.
Det skal ses i lyset af, at United ligger lunt i svinget i Premier League, hvor holdet p.t. indtager en andenplads med blot et point op til ligaens duks, Arsenal. Og dertil skal lægges en stensikker kvalifikation til forårets Champions League-ottendedelsfinaler, som der i øvrigt trækkes lod til i morgen kl. 11.30.
Neville selv har ikke deltaget i den hidtil vellykkede efterårssæson pga. en sejlivet ankelskade, men kaptajnen er yderst begejstret for det, holdkammeraterne har præsteret. Til MUTV siger han:
“Der er meget at se frem til i 2008 som følge af, at vi har haft en fremragende første halvdel af denne sæson. Vi ligger godt til i toppen af ligaen. Vi er klar til næste runde i Europa, og FA Cuppen starter efter nytår. Der har vi fået en svær lodtrækning (Aston Villa ude, red.), men vi har alt at spille for. Så vi kan ikke forlange mere,” lyder den positive sammenfatning af den forgangne sæsonhalvdel og forventningerne til den kommende. Han tilføjer:
“I de sæsoner, hvor vi har kæmpet for at holde trit med førerholdet, har vi allerede været ude af mesterskabskampen ved juletid. Derfor er vi meget tilfredse med den måde, denne sæson er forløbet på indtil videre,” slutter storebror Neville, der fylder 33 år i starten af det nye år.