Shea Lacey svarer igen

Et rødt kort i sin kun tredje kamp for Uniteds førstehold. Hvordan kommer man tilbage fra det? Ifølge Shea Lacey svarer man igen ved at lade fødderne tale.

Foto: Manchester United/Manchester United via Getty Images

Fredag aften spillede Manchester Uniteds og Fulhams U21-hold mod hinanden i London. Nummer 1 mod nummer 3 i Premier League 2 før kampen.

Gæsterne stillede op med Shea Lacey på højrekanten. Den 18-årige kantspiller var alligevel karantæneramt i det Manchester Derby, der skulle spilles dagen efter på seniorniveau.

Måske havde Lacey noget at bevise. Han havde trods alt fået United-historiens næsthurtigste udvisning i sin kun tredje førsteholdskamp.

Det tog ham også kun 14 minutter at fremtvinge et straffespark og eksekvere det på bedste Bruno Fernandes-manér med et lille rejehop før sparket.

Lacey udbyggede føringen efter 22 minutter, denne gang fra venstresiden, hvor han modtog en lang bold fra Reece Munro i midterforsvaret.

I anden halvleg ramte han sågar også overliggeren med et afrettet skud, inden James Scanlon afløste ham efter en times spil. En helstøbt indsats af den 18-årige, der nok havde noget at bevise.

Det blev desværre ikke til sejr for U21-holdet og Tom Curtis, der stod i spidsen, nu hvor Travis Binnion er indlemmet i Michael Carricks trænerstab.

Fulhams Farhaan Ali Wahid gjorde nemlig Lacey kunsten efter ved også at score to mål. Det første i første halvlegs overtid og det andet efter 64 minutter.

Begge dobbelte målscorere var i øvrigt iført trøje nummer 7.

Afgørende gruppekamp venter

I aften får U21-holdet fornemt besøg. Sporting kommer på besøg i Premier League International Cup, hvor begge hold er at finde i gruppe D.

Gruppen tæller desuden også Anderlecht, Athletic Club og Dortmund, mens West Ham, Sunderland og Leeds også er med.

United skal dog kun spille mod de udenlandske hold. Her er det blevet til sejr over Athletic Club og Dortmund, mens de tabte til Anderlecht.

Det placerer United på 3. pladsen før aftenens kamp. Her kræves der en sejr for at ende i top 2 og dermed gå videre til næste runde.

Sunderland og Dortmund ligger nummer 1 og 2 med hhv. 7 og 6 points. De to hold spiller indbyrdes i deres sidste kamp i morgen.

Derudover kan Leeds også true et eventuelt United-avancement. De ligger nummer 4 med 6 points og møder Anderlecht på torsdag.

Skriv et svar
Forrige artikel

United-spillers presspil imponerer

Næste artikel

Kommentar: Grow the f... up, Keane og Scholes

ANNONCE