Venstre wingback? Højre kant? Venstre kant? Højre wingback?
Patrick Dorgu er blevet kastet lidt rundt som Manchester United-spiller. Men hvad er egentlig hans bedste position, hvis man spørger ham selv?
– Når jeg spiller længere fremme, har jeg mere frihed. Jeg er længere fremme og tættere på modstanderens mål, så det er nemmere at skabe chancer og komme frem der. Der nyder jeg at spille, og forhåbentlig kan jeg være endnu mere angribende i de kommende kampe og hjælpe holdet med at score mål eller få assists, siger Dorgu til Manchester Uniteds egen hjemmeside.
Det lyder på ham, som om det er sjovest at spille fremme, hvor chancerne bliver skabt. Men diplomatisk, som man er nødt til at være, får Dorgu også sagt, at han selvfølgelig også bare nyder at spille der, hvor træneren vil bruge ham.
– Jeg kan godt lide at komme i feltet, score mål og lave assists. Men jeg kan også godt lide at hjælpe mit hold med at forsvare. Vi er nødt til at gøre alt sammen. Selv når jeg spiller som kant, er jeg nødt til at gøre mit defensive arbejde godt, fordi jeg jo har været en forsvarsspiller før.
Men hvad synes træneren så? Skal Dorgu få lov til at vise sig frem offensivt, eller har han mere værdi længere tilbage på banen?
– Han var fremragende sidste uge. Hans arbejdsiver og hans måde at spille på var noget, vi virkelig var glade for at se. Jeg vil ikke låse ham fast på én position, for jeg synes, han kan gøre begge dele. Men angrebsmæssigt var han virkelig en trussel, og det var imponerende sidste uge, sagde Michael Carrick ifølge Uniteds egne medier på et pressemøde forud for Arsenal-kampen.




