Carricks United bryder dårlig stime mod Tottenhams ti mand

Manchester United vandt for fjerde gang i træk, da Thomas Franks Tottenham lørdag kom på besøg på Old Trafford.

Manchester United fik lørdag sin fjerde sejr i træk i Premier League, da det lykkedes Michael Carricks tropper at nedlægge Thomas Franks ti mand med 2-0.

Det betyder, at ‘de røde djævle’ nu kun er to point fra trejdepladsen og Aston Villa, der dog har en kamp i hånden.

Manchester United havde også noget af et kompleks, der skulle gøres til skamme, efter at man otte kampe i streg ikke har vundet over ‘Spurs’.

Et drivvådt Old Trafford var arenaen for opgøret mellem United og Tottenham, hvor Michael Carrick havde givet genvalg til alle 11 fra kampen mod Fulham. En enkelt taktisk ændring havde han dog lavet, i form af at Mbeumo begyndte kampen til venstre og Cunha på toppen.

Det var et Manchester United-hold, der gerne ville presse højt fra starten af kampen. Og det kombineret med flydende spil bar hurtigt frugt. I de indledende minutter kom Mbeumo til en chance tæt på mål, som blev overplaceret, og kort efter prøvede Casemiro ude fra, men blev stoppet af Vicario.

Tottenham bed sig dog langsomt ind i opgøret og fik mere tid på bolden.

Men så fik Tottenham sig noget af et tilbageslag. Christian Romero sparkede mod bolden, men ramte helt ved siden af og satte i stedet en hel sål af knopper på Casemiros ankel.

Det kostede Tottenham-anføreren en direkte rød billet, og så var United 11 mod 10.

Og der skulle ikke gå lang tid, før United fik eksekveret på overtallet. Bruno Fernandes fremtvang et hjørnespark og en flot kombination – tydeligt direkte fra træningsbanen – gjorde, at Mbeumo kunne skyde bolden ind helt fri i midten af feltet. 1-0.

Derfra skulle United lige have pusten, og holdene gik til pause.

United fik hurtigt bolden i mål i anden halvleg, men Amad var desværre offside.

Det blev meget hurtigt tydeligt, at anden halvleg blev spil til ét mål. United pressede på, og Tottenham stod dybt og spillede på lange, håbefulde afleveringer i dybden.

United formåede dog ikke at få det sidste på – kun en enkelt gang, hvor Cunha scorede, men igen blev målet underkendt grundet offside.

Man kunne som fan dog ikke sidde helt med ro i maven, og Tottenham fik da også presset på og skabt et par halvfarlige situationer.

Med ti minutter tilbage fik kaptajn Bruno dog cementeret sejren. Dalot laver et indlæg, som Sesko ikke får ramt på, men det går Bruno, der placerer den i med skindebennet i hjørnet!

Og så brød Old Trafford ellers ud i jubelbrøl og sang, og kampen endte 2-0.

Skriv et svar
Forrige artikel

Startopstilling: Never change a winning team

Næste artikel

Bruno: Carrick har givet os noget helt specielt

ANNONCE