100 mål og 100 assists.
Før søndagens kamp mod Palace var det en præstation, som kun Ryan Giggs (168 mål og 274 assists) og Wayne Rooney (253 mål og 142 assists) har kunnet præstere.
Men da Bruno Fernandes smed bolden ind i panden på ustyrlige Benjamin Sesko, kom han op på 100 assists i United-trøjen, og da han allerede har lavet 105 mål, kan Giggs og Rooney passende byde ham velkommen i klubben.
Og det var faktisk ikke den eneste historiske bedrift, som Bruno Fernandes kunne notere sig for.
Som bekendt lavede han nemlig både et mål og en assist, og det er 18. gang, han har gjort det i United-trøjen. Dermed overhaler han David Beckham i den statistik, der har haft 17 af sådanne kampe.
Ligesom i førnævnte kategori mangler han bare at passere Wayne Rooney (35) og Ryan Giggs (22) i denne statistik.
Tilmed kan han også blære sig med, at han er den hurtigste United-spiller til at nå 13 Premier League-assist på en sæson siden Antonio Valencia i 2011/12-sæsonen.




