Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Image
Gårsdagens assist mod Brentford var Bruno Fernandes’ assist nummer 70 i Premier League. Derudover har han også scoret 70 mål, hvilket i alt tæller 140 målinvolveringer.
Det er præcis samme antal, som Cristiano Ronaldo nåede på tværs af sine to ophold i klubben. Her var der tale om 103 mål og 37 assists.
Ved næste mål eller assist vil Bruno Fernandes altså have overgået sin landsholdsanfører i forhold til målinvolveringer i Premier League.
Og hvis det ikke var nok, så har han oven i købet også brugt færre kampe til at udligne sin landsmands tal.
Cristiano Ronaldo har spillet 236 kampe i Premier League. Kampen i går var Bruno Fernandes’ nummer 226.
Med 140 målinvolveringer er han kun to efter David Beckham, der nåede 142 i Premier League-sammenhæng.
Herfra er der et stykke op til Paul Scholes, der nåede 162, mens Ryan Giggs med 271 og Wayne Rooney med 276 ikke ligefrem er inden for rækkevidde.
Assisten i går var Bruno Fernandes’ 19. i sæsonen, og dermed er han kun én fra at tangere Thierry Henry og Kevin De Bruynes Premier League-rekord.
Derudover er der også en anden rekord i sigte. Med 21 assists deler Thomas Müller og Lionel Messi nemlig rekorden for flest assists i en sæson på tværs af de fem største ligaer i Europa.
Det vil derfor kræve to assists i de sidste fire kampe, hvis han skal matche de to tidligere verdensmestre. Det er dog ikke så usandsynligt, da portugiseren har præsteret hele syv assists i de seneste syv kampe.




