Ashley Young stopper karrieren: – Ufatteligt stolt

Efter 23 år i professionel fodbold stopper Ashley Young sin professionelle karriere.

Ashley Young er nu blevet 40 år gammel og stopper sin fodboldkarriere.

Det oplyser både han selv på sociale medier og hans klub Ipswich Town.

Ashley Young kom til Manchester United som ung, lovende kantspiller fra Aston Villa i 2011. Undervejs hentede han et engelsk mesterskab og blev i klubben, indtil han tog til Inter i 2020.

Han blev omskolet fra kantspiller til en pålidelig back, der kunne spille i begge sider, og endte med at spille hele 261 kampe for Manchester United, hvor han i 2019 blev udnævnt som kaptajn.

– Fra Sefton Road til Vicarage Road til Villa Park til Wembley til Old Trafford til San Siro, tilbage til Villa Park til Goodison Park og til sidst til Portman Road.

– Det har været noget af en rejse, som jeg kun kunne have drømt om som dreng. Men denne drøm skal have en slutning, og kampen på søndag bliver den sidste i min professionelle karriere, skrev Young på sine sociale medier torsdag.

Også til Ipswich Towns kanaler har han givet citater om sit karrierestop.

– Jeg er ufatteligt stolt og heldig med at have opnået alt det, jeg har i løbet af min karriere. Det er ikke så ofte, man får mulighed for at tænke over det, når man stadig spiller, men jeg har udlevet min drøm de seneste 23 år.

– Nu er det tid til at reflektere over, hvad jeg har formået at opnå, og så skal jeg de kommende uger og måneder beslutte mig for, hvad jeg så skal, siger Young.

Ud over Manchester United har han spillet for Watford, Aston Villa, Inter, Everton og senest Ipswich.

Skriv et svar
Forrige artikel

Mount: Vi kan vinde ligaen næste sæson

ANNONCE