Fergie nedtoner rivalisering

Da Newcastle i 1995/1996-sæsonen lå på førstepladsen i Premier League med et forspring på 12 point ned til United var det de færreste, der havde regnet…

Da Newcastle i 1995/1996-sæsonen lå på førstepladsen i Premier League med et forspring på 12 point ned til United var det de færreste, der havde regnet med, at Sir Alex Ferguson og resten af Manchester United kunne kalde sig for mestre efter sidste spillerunde. Men til trods for, at holdet fra Tyneside med Kevin Keegan i spidsen havde alle muligheder for at slutte som det bedste hold i England, endte Premier League-trofæet alligevel på Old Trafford.

Newcastle United havde smidt en af de største føringer i engelsk fodbolds historie over styr, hvilket fik frustrationerne hos Kevin Keegan til at bryde ud i lys lue. Således udtalte han sig i et interview med engelsk tv, efter endnu et Newcastle-nederlag til Leeds United, meget lidt flatterende om Fergie.

Siden da har den almene opfattelse i England været, at den tidligere engelske landsholdsspiller og den 66-årige skottes forhold har været umådeligt ringe. Nu insisterer Uniteds manager gennem 21 år dog på, at der ikke er det mindste om snakken, men at de derimod har gensidig respekt for hinanden:

”Jeg har ikke snakket med ham i lang tid. Men myten om, at vi ikke kan udstå hinanden passer slet og ret ikke. Vi har altid respekteret hinanden, og jeg glæder mig til at se ham igen i morgen.”

Fergie fortsætter med at forsvare sin kollega, der efter transfervinduet lukkede, er blevet kritiseret for ikke at have forstærket sin trup:

”Kevin fik ikke nok tid til at sætte sig ind i stemningen på transfermarkedet. Alle tror det er uproblematisk at købe spillere i januar. Men det er det ikke. Det har jeg sagt før, og nu siger jeg det igen. Han havde dybest set ikke nok tid til at granske markedet for mulige forstærkninger, så han må nøjes med de spillere, der var til rådighed, da han overtog styringen med holdet.”

United har ikke tabt på St. James Park i syv år, og til trods for de pæne ord om Keegan, hersker der næppe tvivl om, at Fergie helst ser sit hold tage fra Newcastle med alle tre point.

Forrige artikel

Reserverne kommer i aktion i morgen

Næste artikel

OldTrafford.dk søger ny kampskribent

ANNONCE