Paul Scholes kritiserer United-ledelsen: – De har ikke været ambitiøse nok

Scholes har rettet skarp kritik mod United-ledelsen i podcasten The Good, The Bad & The Football og mener blandt andet, at Carrick må være skuffet over klubbens manglende ambitioner.

United har fået en svær start på sæsonen, og det får nu Paul Scholes til at rette kritikken mod klubbens ledelse.

I podcasten The Good, The Bad & The Football mener United-legenden, at klubben ikke har været ambitiøse nok under sommerens transfervindue.

Scholes peger blandt andet på, at United gik glip af flere af deres ønskede midtbanespillere, heriblandt Elliot Anderson, mens klubben i stedet hentede blandt andre Baleba og Santos.

Ifølge Scholes er problemet ikke nødvendigvis de enkelte spillere, men at United bør gå efter spillere, der kan være med til at konkurrere om Premier League-titlen.

– Det føles ret trist at sige, men Manchester United er en klub, der ikke forsøger at vinde ligaen med deres rekruttering.

Mener Carrick er blevet svigtet

Scholes mener samtidig, at Carrick må være skuffet over sommerens transfervindue.

Carrick førte United til en tredjeplads i sidste sæson, men ifølge Scholes har klubben ikke givet ham de nødvendige værktøjer til at bygge videre på den bølge, holdet red på efter hans ansættelse som interim-manager i januar.

– Michael må være virkelig skuffet over det, der er sket i sommer. Jeg tror, at han bag kulisserne føler, at han er blevet svigtet.

Scholes mener desuden, at ansvaret ikke skal placeres på manageren. United har allerede været igennem flere trænerskifter de seneste år, og ifølge Scholes burde det være Uniteds rekruttering og sportslige ledelse, der skulle kritiseres.

– Jeg synes ikke, vi kan blive ved med at give managerne skylden hele tiden. Man kan ikke bare blive ved med at gå gennem managers, som vi gør.

Savner en løsning på toppen

Også angrebspositionen vækker bekymring hos Scholes og hans medvært, den tidligere United-spiller Nicky Butt.

Med Sesko ude har Michael Carrick blandt andet brugt Cunha som angriber, mens Zirkzee har fået begrænset spilletid.

Ifølge Butt er det et tydeligt problem, at United står med så få naturlige muligheder på positionen.

– At spille Cunha som nier – det ødelægger ham. Han er ikke en nier. Han er slet ikke den samme spiller, som når han spiller fra kanten. Vi har ikke en nier ud over Sesko. Zirkzee ligner ikke en United-angriber. Hvordan kan Manchester United have én angriber, som de kan stole på?

Kritikken fra Scholes og Butt kommer på et tidspunkt, hvor United fortsat forsøger at finde den rette balance i truppen, og efter den langt fra optimale sæsonstart vokser kritikken. Uniteds næste kamp er mod Tottenham den 10. oktober, hvor en sejr forhåbentlig kan dæmpe kritikken og skabe lidt mere ro i og omkring klubben.

Skriv et svar
Forrige artikel

Landsholdsoverblik: Disse United-spillere skal i aktion for deres landshold

ANNONCE