Analyse: Skal vi være bekymrede?

Set på data og spillet på grønsværen forsøger vi at forklare, hvorfor United er i problemer.

Hvad ligger der egentlig bag, når United har fået deres dårligste sæsonstart i 40 år efter seks kampe?

Hvor meget er selvforskyldt? Hvor meget er uheld? Var der nogle ting fra sidste sæson, der kunne fortælle os, hvordan det ville gå i denne?

Denne analyse har til formål at undersøge, hvordan Manchester United præsterer set med databrillerne sammenlignet med honeymoon-perioden fra foråret 2026, hvor man under Michael Carrick var Premier Leagues bedste hold målt på point.

Bryllupsrejsen var hurtigt overstået
Lad os bryde denne analyse op i to.

Manchester United i foråret mod Manchester United i efteråret. Vi starter kronologisk.

United startede som lyn og torden med sejre mod Arsenal og Manchester City, og det affødte fire sejre ud af de næste fem mulige.

Holdet var flyvende, spillerne havde fået selvtilliden tilbage og sprudlede. Det afspejlede sig også i xG (expected goals), som man kan se på nedenstående tabel.

Sidste sæsons non-penalty xG for og imod. Kilde: Opta. Imago

Honeymoon-perioden var overstået ret hurtigt, men man formåede stadig at skabe nok chancer til at vinde kampe. Det betød, at United vandt så mange kampe, at de nemt sikrede sig en Champions League-plads, som ellers syntes usandsynlig, da Ruben Amorim blev fyret i januar.

Carrick indledte med at gøre United til en benhård defensiv enhed. Men den blev også værre med tiden. De første syv kampe under Amorim – seks sejre og én uafgjort – lukkede man 0,79 NPxGA (non-penalty expected goals) ind, men i de sidste syv kampe i foråret lukkede man 1,36 NPxGA ind.

Der er selvfølgelig nuancer. Man var ramt af skader, navnligt til Lisandro Martinez, der havde præsteret suverænt i indledningen af Carricks tid, og erstatningerne Leny Yoro og Ayden Heaven imponerede ikke. Men det er også et tegn på, at Uniteds defensive struktur langsomt, men sikkert blev lirket op af modstanderne.

Nå, men man skal jo også skabe chancer. Her var billedet straks værre.

United skabte 1,31 NPxG pr. kamp i foråret under Carrick, hvilket ifølge Opta var tiendebedst i ligaen. Det fortæller, at United scorede flere mål, end de skabte chancer til. Det bedste eksempel kommer nok ved Bruno Fernandes’ forløsende assistrekord.

Du husker nok, at han lavede 21 assists i Premier League i fjor. Men ifølge statistikhjemmesiden xGstat lå hans xA-tal på 13,6. Jo, det tal er stadig højere end nogen anden spiller i Premier League i den sæson, men Manchester United scorede altså på flere chancer, end de ‘burde’.

Manchester United kunne lukrere på at spille på omstillinger. Deres backs i Luke Shaw og Diogo Dalot har ikke deres forcer i gennembrudsspillet og kom helst ikke uden om deres kant i overlap. I stedet bakkede de helst af og skabte struktur i restforsvaret.

Det betød, at United allerede i foråret havde store problemer med at lirke en lav forsvarsblok op, for ikke nok spillere bidrog til at skabe chancer. Til gengæld trivedes man stort, når Arsenal, Manchester City og Liverpool – tre hold, som Carrick alle slog i foråret – gav bagrum, man kunne løbe i. I de kampe scorede United tre, to og tre mål, og xG-tallene fortæller ligeledes, at United skabte pænt med chancer.

Casemiro takkede af efter sidste sæson. Foto: Getty Images CameraSport via Getty Images

Taktisk analyse
Det føles omsonst at analysere sidste sæson, når man ved, hvordan det er gået i denne. Seks point i seks kampe er decideret nedrykningsform, og Carricks drenge er allerede hårdt ramt på selvtilliden.

Et overset problem kunne være, at United har udskiftet deres midtbane. Måske betød Casemiro en hel del mere for strukturen, end man skulle tro.

Youri Tielemans er kommet ind i hans sted og spiller ved siden af Kobbie Mainoo, og det er et problem, for de minder for meget om hinanden, uagtet at begge har haft fornuftige kampe i United-trøjen i denne sæson isoleret set.

Neville fælder dom over United-duo: De passer ikke sammen

Ifølge Opta rangerer Tielemans og Mainoo henholdsvis som nummer 33 og 39 iblandt 57 centrale og defensive midtbanespillere i Premier League, når det kommer til antallet af sprinter, når holdet ikke har bolden.

Det er ikke, fordi Casemiro ville have sprængt skalaen, men brasilianeren var dygtigere til at placere sig end både belgieren og englænderen. Et grelt eksempel kom her mod Tottenham, som viser, at midtbanen ikke formår at agere bindeled mellem angreb og midtbane:

Forskellen på i år og i fjor er ikke presformationen, for mod Arsenal og City i de to første Carrick-kampe pressede man begge gange i 4-2-4-formationer. Tottenham løste det dog perfekt, og de udnyttede to ting:

1: Bruno Fernandes og Bryan Mbeumo er i denne sæson ikke lige så dygtige til at lukke det centrale område af, når de presser. De skal helst presse skævt på boldholder, når midtbanen bag dem er i undertal (4-4-2 mod 4-3-3), og det lykkedes mod City og Arsenal, men Mbeumo og Fernandes placerede sig ofte forkert, og det gjorde det nemt for modstanderen at spille sig uden om presset.

2: I vanlig De Zerbi-stil fik man lokket alle modstanderens fire angrebsspillere frem, og i nogle tilfælde også én eller begge af midtbanespillerne frem i et pres. Så hvad gjorde modstanderen så? De slog en lang bold og var klar på andenboldene. De vidste, at de ville være i overtal på midten, og at hverken Mainoo eller Tielemans er nærkampsstærke nok til at kunne vinde slagsmålene centralt i banen. Det gjorde særligt i første halvleg, at Tottenham havde United i et jerngreb.

Den dumme low-block
Samtidig med, at strukturen halter, så er det stadig svært for United at skabe chancer.

Billedet er nemlig det samme. Når modstanderen stiller sig højt, så har man vist, at man har dygtige spillere til at løbe i bagrum. Se bare Mbeumos mulighed til at gøre det til 2-0 mod Tottenham efter en lækker stikning af Carlos Baleba.

Men når modstanderne stiller sig lavt, har United det svært. Det har modstanderne fundet ud af. I en analyse udarbejdet af The Athletic er United det hold i hele Premier League, der møder en såkaldt low-block flest gange (27%).

Det forklarer nok også, hvorfor Manchester United kuriøst nok var bedst mod Manchester City, da de lyseblå var fuldtallige. Da Phil Foden blev smidt ud, stillede City sig ned. Uniteds bagrum forsvandt, og det samme gjorde deres idéer.

Det er sket tre gange i denne sæson, at United har mødt modstandere, der har stået i low-block. Første kamp mod Hull, Fulham-kampen og City-kampen. Alle kampe endte i enten nederlag eller uafgjorte resultater.

United har forsøgt at nedbryde det med indlæg, og masser af dem. Det er endda i kampe, hvor Benjamin Sesko ikke spiller. Forud for Tottenham-kampen havde de allerede lavet mere end 100 indlægsforsøg i åbent spil – 17 mere end dem, der har lavet næstflest. Ud af 104 indlæg ramte 81 af dem en modstander.

Samtidig viser tal fra Opta, at United har benyttet sig af en såkaldt high block, når de forsvarer, klart flest gange af alle i Premier League. 42 procent af tiden står de i en såkaldt high block. I foråret var det tal på bare 26 procent.

Men når man ikke kan få presset til at fungere, er det med enorm risiko at stå så højt med sin bagkæde, og så er hverken Diogo Dalot, Luke Shaw, Harry Maguire eller Lisandro Martinez ligefrem kendt som 100 meter-løbere, når de skal forsvare et stort bagrum.

Måske kan det hele vende, når ham her kommet ind på holdet? Foto: Getty Images Manchester United via Getty Imag

Hvad så nu?
Statistikkerne fortæller, at United har været en smule hårdt ramt i denne sæson.

Expected points-tabellen fortæller, at United har spillet til knap ni point. De har fået seks. Det ville have ført til en ottendeplads i stedet for at ligge nummer 13.

Ifølge Understat har de lavet 11,45 xG (sjettebedst i PL), som har resulteret i ni mål. De har tilladt 9,25 xGA (ottendebedst i PL), som ligeledes har resulteret i ni mål.

Konklusionen må være, at United har været en anelse bedre end status på en 13.-plads forud for mandagskampen. Men der er stadig bekymrende tendenser. Og tallene viser i øvrigt også, at de ikke er i nærheden af at fortjene den tredjeplads, de fik sidste sæson.

Udviklingen kan være en fortsættelse af den sidste del af foråret under Carrick, hvor modstanderne fandt ud af, at United bøvlede med at bryde en lav forsvarskæde op, samtidig med, at man har fået en midtbane, der ikke skaber nok intensitet.

Den store ubekendte er, hvad der sker, når Carlos Baleba kommer op i omdrejninger. Leverer han, som han gjorde i indhoppet mod Spurs, må han kunne levere en stor del af det, som United mangler på midtbanen.

Så for at svare på spørgsmålet … skal United være bekymrede?

Svaret må være et forsigtigt ja. De underliggende parametre er langsomt blevet værre og værre, og det ligner, at United skal foretage justeringer, hvis de skal ændre det.

Carrick viste ikke i Middlesbrough, at han var i stand til at ændre sin stil til det bedre, da hans gode periode i Championship-klubben var ovre. I stedet gik det bare dårligere og dårligere, indtil han på uundgåelig vis fik sparket.

Nu skal han bevise, at han har lært af sine fejl. Og han skal gøre det på den allerstørste scene.

1 kommentar
  1. Super fed og informativ analyse….tak.

    Jeg vil dog våge den påstand at Carrick er færdig inden jul.

    Eneste redning som jeg ser det er at Baleba bliver den brik midtbanen mangler, potentialet er der, Baleba er fysisk stærk, hurtig og kan dække et meget større område ebd de øvrige midtbanefolk.

    Derudover kan han bære bolden frem, modsat de tre øvrige som har deres styrker i pasningsspillet.

    Jeg ser helst en konstellation med Mainoo og Baleba, så må Tielemans og Santos være aflastning spillere.

    Men Carrick skal virkeligt til at vise os at han magte posten, dvs at han skal kunne finde løsninger under kampe, ændre på tilgangen, og ikke mindst sætte holdet rigtigt op både taktisk og mentalt, det nytter ikke noget ikke at være mødt op når kampen blæses igang, hverken fra start eller efter pausen.

Skriv et svar
Forrige artikel

Medie: Mainoo og Shaw misser træning forud for Champions League-opgør

Næste artikel

Simeone om United: - Vi skal møde et meget godt hold

ANNONCE